Greyindarkness
Nyt år, nye tanker.
Jeg kommer ikke tilbage til denne blog, men jeg fortsætter et andet sted.
Personen er den samme, tankerne om livet ligeså.
Mit liv er dog forandret.
Jeg har en kæreste nu - lillesub, som jeg forfølger drømmen sammen med.
Vær hilset mine venner i cyberspace. I er meget velkomne til at følge med på
Greyindarkness
Godt nytår til alle
Bortrejst
Karavanen er kommet - om et øjeblik sider jeg op og tager af sted.
I de store stunder er ord overflødige. Jeg er hel, jeg er parat og jeg glæder mig.
Det har været dejligt at være her, men det er også dejligt at skulle videre.
God blogging til jer alle
Jeg er bortrejst, måske kommer jeg tilbage, måske jeg ikke gør.
Mange hilsner
Grey
Familiefest
Familiefest - noget jeg sædvanligvis hader.
Jeg så heller ikke frem til dagen i går, for der var netop familiefest på programmet.
Min yngste, jeg selv og så mine forældre fulgtes med mig som chauffør. Målet var nord for København i smukke omgivelser.
Fødselaren blev tyve år, min kusine.
Jeg tror ikke jeg har tilbragt mere end få håndfulde stunder i hendes selskab gennem hendes tyveårige liv, lidt flere med hendes søster, men ikke mange.
Nervøs - ja måske var jeg lidt nervøs, især for yngstemanden, som ikke er vild med fremmede mennesker omkring sig. Det begyndte heller ikke i bedste stil for efter en halv time havde han mindst spurgt mig fem gange om hvornår vi skulle hjem.
Langsomt faldt vi til rette. Jeg fik snakket med fødselarens søster, min anden kusine.
Hendes skønhed tager næsten pippet fra mig. Smuk og sørgmodig. Sådan er hendes historie - sørgmodig. Jeg fangede hende i at betragte mig på en ganske særlig måde og jeg ved hvad hun følte.
Jeg savner ham også, hendes far. Jeg har arvet hans øjne, smil og stemme. Jeg er mig selv, jeg er ikke som han, men lidt af ham kan ses i mig.
Man kan ikke rette op på tyve års fravær, men man kan begynde på en frisk.
Jeg satte mig ved fødselaren i en ledig stund, vi fik en snak og jeg fik følt hendes personlighed. Nervøs, usikker og søgende. Jeg mislykkedes vist med at nå over til hende, men måske lidt af budskabet trods alt overlevede.
Man skal ikke hige efter at være alt det, som man synes andre er. Man skal hige efter at være tilfreds med sig selv.
Jeg er tilfreds med mig selv nu og sjovt nok, så er min familiesarkasme forsvundet.
Hvad pokker gik der galt?
Helt kold
"Pludselig fra den ene dag til den anden har vi ikke noget at snakke om mere, hvordan kan du være så kold?"
Hun har ret.
Fraset den allerede nævnte rumlen dybt nede for nogle uger siden, så er jeg kold. Jeg er lidt bedrøvet fordi jeg føler et savn, men det er et savn efter noget, som har været væk meget længe.
Jeg er bedrøvet fordi vi gik fejl af hinanden, jeg er bedrøvet fordi vi mistede den nære kontakt med hinanden, men jeg er helt kold i forhold til hende nu. Jeg ser på hende, jeg genkender hende, men jeg føler intet. Hun skal ud af mit liv og så skal jeg videre.
Det slår mig, at al den tristhed og sorg, som jeg følte mens jeg arbejdede mig frem imod beslutningen netop omhandler den tid som var. Dejlige stunder, som forsvandt og ikke lod sig kopiere over i nye dejlige oplevelser.
I en uendelig række af fejlslagne forsøg forsvandt glæden ved nuet, som blev en slidsom vandring i en grå verden.
Det er en vigtig erkendelse for det siger mig, at fremtiden netop ligger foran mig, der er intet perspektiv i at skue tilbage.
I dag er vi et skridt nærmere. Hun har fået tilbudt en perfekt lejlighed. Tiden i ulidelig passivitet nærmer sig en afslutning.
Mens vi venter på karavanen
Det var Flora, som gav mig ideen til at læse Alkymisten af den Brasilianske forfatter Paulo Coelho. Set med sure anmelderbriller på, kan man god anlægge det synspunkt, at historien bygger på et letkøbt sammensurium af levesætninger hentet fra religioner og andre vandrehistorier.
Jeg blev ikke desto mindre begejstret for bogen, fordi den lige var, hvad jeg havde brug for at læse på det tidspunkt. Den simple historie om, hvor nemt det er at finde undskyldninger for ikke at gøre det, som man virkelig ønsker.
Hovedpersonen er fårehyrden Santiago, som efter lidt vaklen beslutter sig for at opgive sit trygge liv som hyrde og drage ud i verden for at finde skatten fra hans drømmesyn.
Hans første handling er at sælge sine får, hvorefter han krydser Gibraltarstrædet fra den Iberiske halvø til Marokko. Straks han har sat sine fødder på Afrikas jord franarres han sine penge og efterlades fyldt med fortrydelse og anger over sin beslutning.
Santiago kommer over krisen, finder hyre i en glashandlers butik, hvor han klarer sig rigtig godt. Efter et års tjeneste hos glashandleren har han tjent de tabte penge tilbage - og mere til.
Han står nu i et dilemma. Han har muligheden for at fortryde sit første valg, vende tilbage til Spanien, købe sine får tilbage og leve det trygge hyrdeliv igen. Alternativt kan han bruge pengene på at købe sig plads i en karavane, der skal krydse Sahara og dermed kan bringe ham frem til pyramiderne i Ægypten, hvor skatten måske er.
Svært valg!
Han vælger endelig at bruge pengene på karavanen og dermed fastholde sin første beslutning om at søge skatten.
Efter jeg havde meldt skilsmissen ud var der en periode med eufori, dernæst kom en periode med mere afslappethed. Så pludseligt uden varsel begyndte fortrydelsen at titte frem. Heldigvis blev fortrydelsen aldrig særlig stærk.
Følelsen af fortrydelse forsvandt for to uger siden lige så pludseligt som den var kommet. Lige nu venter vi. Faktisk var det denne ventetid, som jeg vel nok har frygtet allermest, men nu kører det fint.
Jeg lever præcis som før. Jeg smører madpakkerne, jeg køber ind. Hun vasker tøj og sørger for at ungerne ser mere end huset indefra.
Vi siger stort set ikke noget til hinanden og når vi er nødt til at kommunikere sker det i en voksen og påtaget interesseret tone. Alt er som før, bortset fra at vi skal flytte fra hinanden, når hun får en lejlighed.
Vi venter og når karavanen kommer, så skilles vores veje.
Mens vi venter, har jeg reflekteret over den løsrivelsesproces, som jeg har gennemgået. I det store hele kan jeg være tilfreds, men der resterer et par småting.
Min blog - den blev skabt som et redskab til at holde mig i gang.
Når jeg var helt nede, når al energi svigtede, så kunne et depressivt indlæg skubbe mig videre.
Når jeg havde brug for at fokusere på bestemte sider af mig selv, så kunne jeg skabe et indlæg der viste den perverse, den onde, den kærlige, den fornuftige, ja snart sagt alle facetter i min person.
Jeg holdt mig selv under lup, lod mig selv belyse gennem de reaktioner, som indlæggene skabte.
Det har taget mig tid at indse, men nu, hvor forhindringen er overvundet begynder bloggen at blive en hæmsko, der fastholder mig i det lys, som jeg selv har fremmanet.
Bloggen var et lille vindue, den eneste åbning i mit hus til den store verden. Nu hvor hoveddøren står piv åben og verden udenfor kalder på mig, så kan det ikke nytte noget, at jeg bliver stående med næsen presset ind i det lille vindues fedtede glas.
Jeg skal ud, så verden kan se hele mig i stedet til at gætte sig til hvordan jeg ser ud baseret på glimtvise refleksioner gennem et lille hul.
Nej, bloggen skal ikke med, når karavanen kommer.
I det næste stykke tid vil jeg nedsætte min blogaktivitet, når boligsituationen er klaret vil jeg melde det ud, hvorefter jeg sætter et "bortrejst" skilt på indgangssiden.
