Et godt koncept
Jeg frygtede lidt denne weekend. Ikke at jeg var bange for at falde igennem, nej fordi jeg ikke helt kunne overskue, hvordan jeg skulle forklare min afholdenhed ved de to sociale arrangementer, som weekenden har budt på.
Fredag var det kollegaen, som havde samlet et lille selskab. Jeg valgte at sende ham en email, hvori jeg forklarede at jeg i øjeblikket holder en alkoholfri periode - det er et sundhedsflip, som jeg har. Jeg var helt sikker på, at han ville sørge for rigtig god mad med gode vine, jeg ville ikke virke uhøflig.
Min bekymring var ubegrundet. "Selvfølgelig, ikke noget problem". Vi havde en rigtig hyggelig aften og jeg blev ikke på nogen måde nødet. Jeg glædede mig over den gode mad og det hyggelige selskab. Jeg drak cola af et pænt glas og det virkede helt naturligt, idet jeg også kørte bil. Jeg var åben, leende og snakkende. Det var vidunderligt at være sig selv hele aftenen, det var vidunderligt at slippe for at spejde efter rødvinsflasken, i hemmelighed sidde på pinde og overveje, hvornår man skal slå til og snuppe bundskjuleren.
Lørdag stod på familiefest. Puha det er længe siden jeg har været mig selv til en familiefest. Har simpelthen ikke kunnet holde det ud, men lørdag kom udfordringen. Jeg forklarede ikke noget om min afholdenhed. Jeg var vært, bød de andre på øl og vin, drak kun selv cola og kommenterede det ikke.
De gamle sad på rad og række. Min far var hurtigt satans klog som vanligt, min mor grinede tomt og på de forkerte tidspunkter, svigerfar sagde intet for der var ingen, som bragte de aktuelle TV2 reklamer op som emne og dermed var han ligesom sat af. Min svedende halvfede svorger talte højt i monologform om sine bedrifter som bogholder (controller). Jeg sad for bordenden, tog en tur i køkkenet med de tomme tallerkener, når det blev for slemt. Det blev nu aldrig så slemt endda. Jeg forfaldt ikke til selvmedlidenhed og jeg forfaldt heller ikke til aggressivt og fuldemandsagtigt at provokere mig svoger eller min far på deres småborgerlige synspunkter.
Tag for eksempel min svogers historie om den mandlige kollega, som måtte tage sin afsked fordi han havde en affære med en kvinde fra firmaet. "Nu bearbejder sin skilsmisse i et kolonihavehus" var min svogers hånlige kommentar. Ja, ja du frelste, virkeligheden kan også komme til dig. Måske din kone en dag bliver træt af dine enetaler, høje stemmeføring, fede mave og buttede kridhvide behårede skinneben, med dusinvis af røde kradsemærker omkring ugegamle myggestik.
Det sjove er, at jeg var mig selv, jeg var i min egen verden, den verden, som jeg godt kan lide. Det var alle de andre, som var gået ud. Deres fuldesnak, deres selvhævdelse. Jeg behøvede ikke sige noget, der var en behagelig ro, der hvor jeg befandt mig.
Jo, alkoholabstinens er et godt koncept for mig, i min situation, i mit liv lige nu.
Nytårsforsæt
For personer over seksten år er der fri og nem adgang til rusmidler indeholdende alkohol i det Danske samfund. Alkoholholdige drikke er en indgroet del af det sociale liv og det kan for en voksen være forbundet med endog store vanskeligheder at undgå indtagelse alkohol. Ofte vil den afholdende blive betragtet med skepsis. Har han et problem? Dernæst vil man blive stigmatiseret. Han er kedelig!
Alkoholisme er resultatet af et for stort og vedvarende alkoholforbrug. Hvordan alkoholismen giver sig til kende varierer meget. Hos nogle ledsages alkoholismen af social deroute og fysisk sygdom som f.eks., alkoholisk leversygdom. Andre er i stand til at leve med deres alkoholisme uden at det går ud over job og familie.
Min interesse for alkoholisme skal ses i lyset af egne erfaringer med alkohol. Hvis man ser bort fra sommerferier, så tror jeg egentlig ikke, at jeg regelmæssigt har ligget over det forbrug på enogtyve genstande per uge som Sundhedsstyrelsen anbefaler man som mand holder sig under. Jeg har heller aldrig været ude for, at have opfattet det som et fysisk eller psykisk problem ikke at kunne drikke alkohol i flere dage.
Til gengæld genkender jeg ting som i mere ekstrem grad netop hører alkoholismen til. Jeg drikker sjældent kun en genstand. Bare en enkelt øl og jeg får en ubændig lyst til at drikke flere. Tre til fire genstande hurtigt efter hinanden - lad os sige indenfor en time. Derefter kan jeg sagtens stoppe. Jeg kan bare ikke stille mig tilfreds med en enkelt genstand. Dette kendes hos alkoholikere blot i mere ekstrem grad, hvor den ene genstand kan initiere en uges uhæmmet drikkeri.
Jeg må desværre også indrømme, at jeg som beruset person kan blive utroligt provokerende og grænsesøgende. Ligesom jeg, når festen har kørt rigtig godt, dagen efter må erkende, at der kan være hændelser, som jeg ikke husker.
I virkeligheden er dette jo småting. Så tit er jeg heller ikke til fester af den karat, men der er noget andet, som irriterer mig grænseløst. Jeg kan tage mig selv i at skynde mig hjem fredag aften, kun tænke på at knappe et par øl op og fortære dem hurtigt. Jeg ønsker at melde mig ud af familiens selskab. Efter fire øl sover jeg til X-factor (jeg lykkelige). Lørdagen fortsætter på samme måde, når jeg er kommet hjem fra indkøbsturen. Søndag er ikke meget anderledes. Mandag morgen begynder jeg at leve igen, når jeg i vintermørket cykler af sted på jobbet.
I det lys bliver ferierne de værste perioder. Det er meget anstrengende at bedøve sig selv i flere uger uden at gøre sine nærmeste kede af det. Det er heldigvis lykkedes for mig at bevare facaden. Bag den prikkende fornemmelse i kroppen og den let sløvede tankeaktivitet kan jeg udholde dagene til jeg igen er for mig selv tilbage på jobbet.
Det sker så, at jeg i perioder beslutter mig for at holde alkoholfri. Det gjorde jeg ved årsskiftet. Et nytårsforsæt ses der ikke helt så meget ned på og derfor var det et godt udgangspunkt.
I denne weekend har jeg flere gange haft utrolig lyst til at slappe af med en øl eller et par glas rødvin, men jeg har afstået. Hvorfor? Nu har jeg ikke drukket tre uger, så skader en øl eller tre vel ikke?
Det er selvfølgelig godt at være bevidst omkring risikoen for alkoholisme, men jeg skal heller ikke overdrive det. Jeg er ikke alkoholiker og har ikke været det. Jeg er opmærksom på risikoen og det er fint, men hvorfor så ikke give los bare en enkelt weekend?
Det er gået op for mig, at der er noget andet, som jeg er meget mere ked af end risikoen for at blive alkoholiker. Alkohol forvrænger den person, som jeg er. Jeg kan udholde smerten bedre når jeg drikker. Jeg bliver melankolsk og fyldt med selvmedlidenhed, men jeg foretager mig intet aktivt for at komme ud af tilstanden. Jeg bliver fri for at konfrontere problemerne.
For hver genstand jeg drikker, mister jeg i virkeligheden en time i selskab med den person, som jeg gerne vil være. Det er dyrebare timer, som jeg ikke vil undvære. Det er min bedste motivation for at leve op til mit nytårsforsæt.
