Greyindarkness
Nyt år, nye tanker.
Jeg kommer ikke tilbage til denne blog, men jeg fortsætter et andet sted.
Personen er den samme, tankerne om livet ligeså.
Mit liv er dog forandret.
Jeg har en kæreste nu - lillesub, som jeg forfølger drømmen sammen med.
Vær hilset mine venner i cyberspace. I er meget velkomne til at følge med på
Greyindarkness
Godt nytår til alle
Toiletpapir for en dag
Jeg sidder ned og tisser, det har jeg gjort i mange år. I begyndelsen var det på opfordring, nu ser jeg ingen grund til at stå, når jeg kan sidde.
Hun sidder på hug foran mig på gulvet i det lille badeværelse. Hun er nøgen. Hun har tabt sig meget og det klæder hende rigtig godt. Især ansigtet er forandret - slankere, det er pænt. Hendes nysatte røde korte hår, hendes fine hvide hud, hendes skælmske mund omkranset af sirligt rødt optrukne læber er alt sammen i smuk kontrast til det sorte læderhalsbånd.
Jeg bliver endelig færdig med at lade vandet. Det er nu hendes opgave kommer. I stedet for at sidde og vride mig på toilettet som en person med sanktvejtsdans i forsøget på at få presset de sidste dråber ud af blæren og forbi min forvoksede prostatakirtel, så rejser jeg mig ganske enkelt op og læner mig over imod hende. Mit slatne lem presser jeg ind i hendes åbne mund og den urin efterstråle, som forventeligt kommer, sviner ikke gulvet til med gule dråber, men forsvinder i hendes indre mens hun taknemmeligt gør sit job.
Toiletpapir for en dag.
I stuen stiller jeg hende op. Ingen fiksering af nogen art, det er meningen hun skal blive stående uanset hvor hård jeg er ved hende. Ingen reb til at støtte hende.
Mens jeg gør hende klar taler jeg mig varm, et enkelt klask i hendes bare bliver det også til. Det får hende til at ømme sig samt komme med en tåbelig historie om, at hun har lavet noget husligt arbejde, der har givet hende ømme baldemuskler.
Det er altid godt at trimme sine muskler, men jeg gider ikke høre om ømme muskler, når jeg står foran at skulle indlede en seance. Bemærkningen om hendes ømme muskler bliver alligevel hængende i mig, jeg kan ikke slippe den, faktisk begynder den at irritere mig på en dejlig måde.
Jeg begynder med min ruskindspisk, som går rigtig dybt i sin energi overførsel. Den hiver i glutealmusklerne og hun klynker over det ømme væv.
Endelig er jeg klar til spanskrøret. Jeg varmer op med et par enkelte slag og går så over til serier. Normalt lader jeg hende få pusten mellem hvert slag. Jeg giver tid til at smerten kan fordele sig og derved aftage lidt, inden jeg går videre. Sådan er jeg bare ikke i dag. Jeg slår serier, hvor smerten bygger op.
Mens smerten bygger op, går hun ned.
Hun går bogstaveligt i knæ, mens hun vrider sig. Når hun er helt nede i en forkrøblet stilling kan jeg ikke ramme hende røv mere og jeg holder inde med slagene. Jeg går frem imod hende, tager hende i overarmen og hjælper hende op.
Jeg bemærker at hendes ansigt er helt vådt. Sved eller krokodilletårer?
Svært at sige, jeg ønsker det er tårer, rigtige tårer. Jeg får en vanvittig lyst til at se hende tude. Jeg håner hende for hendes skuespil, og taler mig derved varm til næste serie af slag.
Efter et stykke tid beder hun om et stykke køkkenrulle. Da hun får det, tørrer hun sine øjne, kinder og ansigt, der nu er et søle af sort mascara. Jeg bliver overbevist om hendes tåres ægthed og jeg stiller mig endelig tilfreds.
En halv times tid senere sidder vi forpustede sammen i hendes stue. Vi er begge nøgne og vi hyggesnakker om tusind ting, der er sket siden vi sidst sås og som vi ikke har haft mulighed for at tale om før nu.
Det er ved denne lejlighed hun påpeger forandringen ved mig. "Det er utrolig så hård du er blevet - næsten for hård til mig". Hun brugte ikke sit stopord, jeg tror aldrig hun overvejede det. Det er heller ingen kritik af mig, men en tilbagemelding, som jeg må forholde mig til.
Jeg føler ingen anger. I dag havde jeg lyst til at være på den måde, i morgen vil jeg måske noget andet. Jeg tror hun nød det, men jeg er faktisk ligeglad.
udvikling
Jeg mødte hende første gang i foråret 2007, hun er en hårdkogt masochist og hun er en af de kvinder, som jeg har opsøgt i mit forsøg på at få svar på spørgsmålet:
"hvordan er det at være sammen med en kvinde, der har erkendt sin masochisme og submissivitet siden ungdomsårene?"
Spørgsmålet nagede mig længe, fordi jeg følte mig begrænset i min sadisme i forhold til min kone, der netop ikke har tænkt tanker om masochisme eller underkastelse før vi begyndte at dyrke SM sent i voksenlivet.
Det er en sag, som jeg har belyst fra mange sider her på min blog og min konklusion blev til sidst at "ja" der er forskel.
Min egen lommefilosofiske forklaring er, at kvinder, som allerede i deres tidlige sexualitet kan sætte ord og billeder på deres masochisme, simpelt hen har en meget stærk trang i sig. Den trang kan jeg føle under legen og det er en vidunderlig inspiration for mig i min sadisme.
Inspiration er vigtig for mig. Jeg ved ikke hvordan det er for andre sadister, men jeg har behov for inspiration for at kunne udvikle mig som sadist. I forlængelse heraf har jeg altid følt et behov for udvikling.
Jeg har altid båret på en fornemmelse af at rumme mere end jeg kunne lukke ud. Begrænset af hæmninger indpodet gennem min opdragelse i ungdomsårene.
Man kan så indvende at min sadisme ikke er stærk nok til at overvinde hæmningerne, hvilket jeg på sin vis godt vil vedkende. Til gengæld besidder jeg evner til at øjne problemer og deres løsning, hvorfor jeg drog ud for se om jeg kunne finde den inspiration, der kunne frisætte mig.
I sidste uge havde vi vores til dato stærkeste SM-oplevelse sammen. Bagefter sad vi som vanligt og snakkede oplevelsen igennem.
"Du har udviklet dig enormt, du er næsten blevet for hård til mig, du kunne næsten lide det for meget"
Jeg smilede ved hendes ord. Jeg følte stolthed og tilfredshed. Ja, jeg kunne lide, at hun græd, jeg kunne lide, at hun vred og vendte sig fordi jeg slog ubønhørligt, og ja, jeg var "næsten" for hård til hende, men jeg var ikke for hård. Jeg var lige tilpas.
Hun har ret. Der er virkelig sket noget med mig og her på det sidste er det gået stærkt.
Man kan vælge at lade sig passivt synke ned i dyndet, men man kan også vælge at tage kampen op. Det valgte jeg.
Jeg øjner hvor jeg er på vej hen og det kan godt være lidt skræmmende.
Ja, jeg kan næsten lide det for meget!
Ikk' så råddent endda
Det er snart ferietid og som altid begynder jeg at mærke en udtrætning i forhold til bloggen. Jeg føler det aldrig som en pligt at skrive indlæg, men til tider kommer indlæggene ikke så nemt til mig og præsommerferie er en periode, hvor indlæggene afgjort ikke kommer nemt.
Sidste juni nedlagde jeg rent faktisk bloggen for så at åbne den igen i september. Det er som om juni er måneden for refleksion og status.
Ofte har jeg set på de sidste to år af mit liv som de værste, men det passer jo slet ikke. De sidste to år har været mine mest turbulente år, men de har bragt mig meget godt. Kærlighed, selvtillid, kropsudsmykninger og et væld af sadomasochistiske erfaringer.
Det gør ondt, at flå så meget i sine egne følelser, men det har været det hele værd.
Jeg kan lide at skrive og selvom mange af mine indlæg har været tandløse på det seneste, så har blogskriveriet åbnet vejen for mig til en udtryksform, som har været enormt givende at eksperimentere med.
Helt tilbage i 2007 eksperimenterede jeg også med egentlige fiktionsindlæg. Jeg husker særligt en kort fiktion, som jeg skrev til drømmekvinden.
Jeg fiskede indlægget frem og for mig holder det endnu. Man kan så indvende at det vel i virkeligheden er skrevet af mig til mig, så det er da heldigt at jeg stadig kan lide det.
Indlægget udtrykker drømmen og den holder endnu.
Det er ikke så råddent endda!
**************************************
Smerten havde ændret karakter. Fra det nærmest uudholdelige til en mere dump vedvarende smerte, som trods alt var nemmere at kapere. De smertestillende piller, som han havde givet hende havde hjulpet.
Hun lå på maven understøttet af en pude, men ellers på det bare trægulv. Det var sen eftermiddag, det kolde efterårslys gik på hæld. Han sad ved sit arbejdsbord opslugt af sine abstrakte opgaver relateret til hans professionelle liv. Uendelige rækker af tal og tegn fyldte skærmen på hans laptop. Han skiftede mellem en hektisk og intens søgen på nettet og så en febrilsk bladren i dusinvis af papirer, som fyldte bordet i et tilsyneladende kaos. Langsomt dannedes det dokument, som skulle blive hans næste præsentation af hans opdagelser.
Ind i mellem hans arbejde tillod han sig at betragte sin nøgne bofælle. Hans udtryk var let bekymret, men han sagde eller gjorde intet som tillod hende at gætte, hvor dybt hans bekymring rakte. For hende var det svært, men hun vidste at hans arbejdsdag varede endnu en halv time og først da skulle hun forvente at få mere af hans opmærksomhed.
Renselsesprocessen var begyndt for fire dage siden og den skulle vare tre dage endnu. Hun kunne se frem til tre yderligere aftener fyldt med nærmest uudholdelig smerte. Hun drejede hovedet en anelse og det var den eneste bevægelse hun kunne udføre uden at udløse et fyrværkeri af smerteimpulser fra det åbne blodige kød, som var der, hvor hun førhen kun havde set smukke kurver. Hendes før så smukke balder, det område, som mænd begærede hos kvinden, det område hvor lænden fortsatte ned mod de slanke lår var nu dækket med tværgående blodige volde. På denne sene tid af dagen var voldene dækket af koaguleret vævsvæske. Langs med voldene var huden farvet rødlig og blålig. De første sår var tilføjet for snart fire døgn siden og der havde den udtrængte hæmoglobin i vævet undergået forandringer, så en let gullighed også var at ane, men de senest tilføjede sår var endnu unge og derfor dominerede de blå og røde farver. Den gentagne forstyrrelse af helingsprocessen ville uvægerligt medføre ar, der for eftertiden ville bevare mindet om denne betydningsfulde periode i hendes liv.
Ude i rummet kunne hun skimte den læderbetrukne træbuk, som hun fæstnedes til hver aften. Benene på træbukken var sået med tilpas mange kroge så han havde en stor frihed i den måde han kunne vælge at anbringe og fæstne hende til bukken. Hun vidste, at hun om nogen timer igen ville stå bøjet over bukken med armene fikseret i svære metalbeslag.
I går havde været den værste aften hidtil. I en tåge havde hun stået foroverbøjet med hovedet indsvøbt og fanget i en lædermaske med snører i nakken. Gennem øjenhullerne havde hun kunnet skimte ham, når hun drejede hovedet alt hvad hun kunne og vred sig i kroppen i det omfang hendes fiksering tillod. Han stod bag hende med det slanke og smidige spanskrør i sine hænder. Synet af hans alvorlige ansigtsudtryk, hvor tårer løb ned af hans kinder var det, som brændte sig på hendes nethinder. Måske græd han ved tanken om hendes smerte, måske græd han i taknemmelighed over hendes offer. For hende var hans tårer tegnet på hans kærlighed, det hjalp hende i gennem lidelserne.
Så kom den svirpende lyd og hun skreg alt det hun kunne. Et vanvittigt smertens skrig, som kun blev til en mumlen bag gaggen i lædermasken. Hun var næsten bevidstløs, da han løftede hende og bar hende ind til sengen. Så mærkede hun at smerten dulmedes samtidigt med at den kolde ispose blev anbragt på hendes forslåede hud. Hun længtes mere end nogensinde efter ham og hun vidste at han snart ville kunne mærkes blidt i hendes indre. Hun udløstes igen, som hun inderligt ønskede at det skulle ske. Nu var der kun tre aftener igen.
Hun var helt afslappet, mens hun nød den dybe varme fra middelhavssolens stråler. Hun spejdede dovent ud over swimmingpoolens blå vand. Hun lukkede øjnene igen og nød de mange sanseindtryk. Varmen, brisen, stemmerne fra de mange badegæster, lugten af grillstegt mad, musikken, duften af espresso. Efterhånden blev varmen for meget for hende og hun rejste sig og gik hen mod baren i den ene ende af hotellets poolområde. Hun kunne se han sad dernede og betragtede hende. Hun syntes han smilede til hende, men hun var endnu for langt fra ham til at kunne sige det med sikkerhed. Hun gik stolt og knejsende på bare fødder langs kanten. Hun var helt bevidst om de blikke, som især blev tildelt fra de mandlige hotelgæster. Hendes højre skulder og overarm var dækket af en stor tatovering. Skønt hendes hud var bronzefarvet efter solens indvirkning gennem snart tre uger, så kunne man tydeligt se det fantastiske blomstermønster, som i grønne og røde farver dækkede den højre side af hendes skuldre og ryg. Mønsteret sigtede nedad og foretog et spring og tittede så frem på siden af venstre lår, hvorefter blomsterne fortog sig ned over læggen. Tatoveringen var særpræget ligesom hendes frisure eller måske rettere manglen på frisure. Nogle kvinder kan bære dette som ellers kun ses hos mænd. Hun havde tvivlet, da han havde bedt hende om at lade sig kronrage, men da det var udført måtte hun give ham ret. Det passede godt til hende.
Hun nåede frem til ham og han smilede faktisk til hende. Hun bøjede sig hen over hans computer og kyssede ham let på munden. Da hun bøjede sig hen over cafebordet sås de meget tydeligt. En gruppe af parallelle ar. Volde, som startende på den venstre balde, fortsættende hen over den højre balde kun afbrudt af g-strengens stof i hendes bikinitrusser. Huden var smukt lægt og arene knejsede i let lysere nærmest gylden farve i sammenligning med hendes ellers bronzefarvede hud.
En ung pige havde en eftermiddag ved poolbaren nysgerrigt spurgt hende, hvor hun havde fået lavet denne særprægede kropsudsmykning og om det havde været forbundet med smerte. Hun havde køligt og stolt svaret at denne udsmykning var udført af en kunstner og at den havde været forbundet med nærmest uudholdelig smerte. Så havde hun taget sin mands hånd og set kærligt på ham.
Han havde gengældt hendes blik, hans azurblå øjne så kun hende. Var det ham der ejede hende eller var det omvendt? Den unge pige forstod ikke dette forhold, men hun forstod magien mellem dem og hun misundte dem lidt.
En spændende opdagelse
Bondage er omgærdet af mystik og med rette. Bondage kan om noget skabe et ubeskriveligt erotisk og sensuelt bånd mellem top og bund.
Noget af mystikken skabes måske også af den fornemmelse af utilnærmelighed, som begynderen må føle. På en gang vanvittigt smukt med de mange rebforløb omkring det menneskelige kød og samtidig vanvittig kompliceret i sin udformning.
Udfordringen i det tekniske appellerer til min intellektuelle side. Jeg har diskuteret det med min veninde Y, som koldt anfører, at bondage ikke skal læses, men indlæres gennem oplevelser.
Et uforståeligt standpunkt for en ellers begavet kvinde. Selvfølgelig kan man lære bondage gennem oplevelser, men hvorfor gøre de samme fejltagelser, som andre allerede har gjort? At overgive viden gennem det skrevne ord er trods alt en af menneskets stærke sider.
Y har som sædvanligt en pointe. Når man har været igennem de fleste bondage varianter, når man har læst flere bondagebøger, når man har prøvet at gå i stå midt i rebene, så gør man en opdagelse.
Lige så kompliceret bondage ser ud, lige så simpelt er det i virkeligheden. Omviklinger omkring skulderåget (brystbondager) omviklinger omkring bækkenet, fiksering af lemmerne. Det er få gennemgående temaer, som i princippet kan udføres med en tørresnor og kællingeknuder.
Mystikken kommer ikke ud af det tekniske, men af kontakten med sin partner. Ingen af de smukke bondager, som man kan finde afbilledet, kan udføres med en partner, der kæmper imod. Bondagen udføres af top og bund sammen. Man er sammen, man føler hinanden, man føler overdragelsen af magten efterhånden som hendes bevægelser indskrænkes af rebenes forløb, indtil hun er helt i ens magt.
Jeg har svært ved at tænde på hende i øjeblikket. Jeg har undgået hende, men i går var det for påfaldende at afvise hende. Hun kom i stuen til mig, iklædt den lyseblå morgenkåbe!
Jeg hentede mine seneste reb. Et lækkert blødt seks millimeter skødereb, hvidt og blå nistret, skåret op i et langt stykke på femten meter og flere mindre stykker på omkring to meter. Først brystbondagen, så bækken og skridtbondage udført med hende i stående stilling. En knude over skambenet, rebene trukket ud, så kønsåbningen smilede til mig gennem en rombe afgrænset af reb. Fra liggende stilling på maven blev hendes ben surret sammen ved anklerne og trukket op imod ryggen - svinebindingen.
Jeg kunne lige præcis presse mine fingre ned mellem hende lår og ind i hendes varme indre. Lidt tålmodig vrikken og jeg udløste hende i voldsomme kramper.
Jeg rejste mig og gik hen for at vaske hendes safter af min hånd. Jeg havde lyst til at lade hende ligge længere, men vi skulle op i seng. Opbindingen var en god måde at komme tilbage sammen på.
Jeg fik ikke selv udløsning. Jeg gik ikke efter det. Først fordi jeg ikke havde lyst, men senere fordi jeg kunne lide den følelse af kontrol det gav mig at afstå.
Det er en spændende opdagelse, som jeg gerne vil arbejde mere med.
En dårlig ide
Jeg fik det råd, at involvere mig mere aktivt i familien. Det er et logisk råd og selvom det er svært at ønske det helhjertet, så har jeg tænkt meget over, hvordan jeg kan gøre det.
Jeg er ikke kommet til en brugbar løsning.
Overfor det, står at involvere min kone mere i mit liv. Turen med en fremmed var for hende og bondagen forleden aften ligeså. Jeg mangler dog gnisten, hvilket hun tydeligt har gjort opmærksom på i den forløbne uge.
Arbejdet har tappet mig, men det bemærker hun ikke. Jeg hører kun om hendes besværligheder, som spontant i rigelig mængde strømmer mig i møde.
Faktisk er jeg ligeglad. I det øjeblik jeg tænder MP3-spilleren og begynder spadsereturen til Metroen ønsker jeg ikke at tænke mere job. Jeg lukker alle systemer ned. Jeg vil bruge døgnets resterende tid i min drømmeverden.
Ugen bød mig, at investere en del energi på at opfriske min psykiatriske vide. Det var berigende og den efterfølgende blogdiskussion ligeså.
Jeg tænker på min vision om drømmekvinden. Mens jeg fordyber mig, venter hun uendelig tålmodigt på, at min opmærksomhed igen rettes imod hende. Aldrig en eneste bebrejdelse, aldrig et eneste ord. Bare tavs og hengiven venten. Hun skal intet foretage sig. Bare vente på mit initiativ. Måske går vi i seng, måske skal hun tilfredsstille mig, måske vil jeg bringe hende i ekstase. Det er uforudsigeligt og hendes uforbeholdne imødekommenhed er min glæde.
"Jeg lagde mig ved hans fødder". Udsagn som dette er jeg flere gange stødt på og det fylder mig med varme. Drømmekvinde måtte godt lægge sig tæt ved mine fødder mens jeg fordyber mig og skriver mine indtryk ned med sagte musik i baggrunden.
Da jeg stod op om morgenen forekom det så oplagt. "Fortæl hende om din glæde ved tanken".
Efter badet og madpakkeproduktion var tvivlen kommet, men jeg pressede mig selv videre. Da vi sammen sad ved morgenkaffen åbnede jeg munden. Roligt forklarede jeg, at jeg kunne tænke mig at prøve noget nyt. I stedet for, at vi hver aften sidder i hver vores ende af stuen med hver vores PC vil jeg gerne have at hun placerer sig på et liggeunderlag under bordet tæt ved mine fødder.
Jeg hørte ordene komme ud af min mund, jeg observerede hedes totale overraskelse, jeg følte hendes fuldkomne målløshed over dette forslag. Hun var ikke chokeret for hun er vant til lidt af hvert, men det var tydeligt, at forslaget overhovedet ikke gav mening.
Jeg var faktisk flov, vi slog det hen i pjat. "Så skal der støvsuges under bordet inden!".
Så begyndte dagen, jeg drog af sted.
Vi snakkede ikke mere om det og jeg tager det ikke op igen.
Ægthed
Jeg skrev forrige indlæg for at udtrykke mine følelser omkring en episode mellem min kone og jeg forleden aften. Indlægget afstedkom en del kommentarer fra engagerede læsere. Selv bidrog jeg kun med en enkelt kommentar, hvilket er ud fra den synsvinkel, at yderligere kommentarer fra min side hverken vil gøre fra eller til. Indlægget udtrykker mine følelser og behøver ikke uddybning.
Til gengæld har alle kommentarerne inspireret mig til at illustrere nogle forhold ved at beskrive to forskellige hændelser, som foregik med års mellemrum.
Første hændelse foregik for fire eller måske fem år siden. Vi var stadig i vores vorden med hensyn til SM. Rollerne var fordelt, jeg var den dominerende og hun var dem underdanige. Det hele foregik dog stadig meget på hendes præmisser. Jeg havde ret svært ved at tage det, som jeg egentligt følte jeg havde lyst til at tage fra hende. Jeg følte det ikke som en begrænsning som sådan, snarere en præmis, en forudsætningen for, at jeg overhovedet kunne udforske min S-side.
En fredag aften skulle min kone C til en komsammen med veninderne. Vi aftalte, at vi skulle have en seance, når hun kom hjem. Jeg fik spist ungerne af, fik fredagshygget og lagt dem i seng. I processen faldt jeg selv i søvn og måtte kæmpe mig tilbage til de vågnes verden. I nærmest trancetilstand fik jeg slæbt mig ned i køkkenet ved toogtyve tiden, fik ryddet af efter aftensmaden, fik tændt myriader af fyrrefadslys, som blev placeret i klynger på små tallerkener rundt på stuegulvet. Krogene blev skruet op i de ludbehandlede loftsbrædder, kæderne hængt i, SM-tasken båret ned. Alt var klart, hvorefter jeg satte mig til at vente i sofaen mens jeg holdt mig vågen med en pornofilm.
Hun var hjemme klokken treogtyvetredive. Jeg hørte hendes puslen ved døren. Filmen blev slukket, jeg sprang op og gik hende i møde i entreen. Velkomstkram, utålmodig trippen, hvorefter jeg endelig kunne føre hende ind i stuen.
"Åh nej" - hjertet sank i mit bryst ved hendes spontane udbrud, skuffelsen rullede ind over mig. Hun stod med nedhængende skuldre og så træt ud. Hendes kropssprog sagde alt. Hun var ikke til det store opsatte lige nu. Hun var til morfars gamle slidte T-shirt, til dynen godt oppe ved hagen, til Frasier og hans utålelige bror på flimmeren.
Jeg var i oprør indeni. Vrede, skuffelse. "Der kan du se, det nytter ikke noget" - de kætterske tanker var der nok allerede den gang. Jeg hankede op i mig selv, gjorde et forsøg. Jeg greb hende i overarmen, kiggede hende lige i øjnene og trak hende ind i stuen. Hvis jeg havde forventet hjælp og imødekommenhed, så udeblev den.
Jeg fandt mig selv stående med et greb i min kones overarm. Hendes mundvige hang nedad, mopsetheden lyste ud af hende. Tiden stod stille, tankerne snurrede rundt, fragmentarisk tankeaktivitet. Opgiven, vrede. Så bevægede jeg mig endeligt. Jeg trådte ud af mig selv, jeg kunne intet høre, synsindtrykkene blev sort hvide. Jeg bøjede hende med magt ned over armlænet på vores sofa. Hun kæmpede lidt imod, hvilket gjorde mig vred. Vreden gav mig styrke. Nederdelen blev slået op over hendes lænd. Hendes sorte selvsiddende strømper blev synlige, hvilket ophidsede mig. Jeg trak hendes trusser ned om hendes knæhaser, mens jeg holdt hende presset hen over armlænet. Jeg fik åbnet mine læderbukser og opdagede til min overraskelse, at jeg havde fået fuld erektion. Jeg trængte ind i hende. De tørre skamlæber drillede lidt, friktionen imod mit lem var stor og det smertede lidt i den indeklemte forhud, da jeg begyndte samlejebevægelserne.
Jeg havde håbet at hun ville blive liderlig af min indtrængen, men hun lå stadig med det mopsede udtryk, der vel nærmest var ændret til et ligegyldigt udtryk. "Hvornår er han færdig?". Voldtægt. Tanken kom op hos mig. Du voldtager hende. Tanken frydede mig, jeg blev endnu mere ophidset og kneppede løs. "Din lede møgfisse" fik jeg vist hvisket. Jeg glemte hende fuldstændigt, kneppede løs, kaldte hende de værste gloser, slog min håndflade i hendes svulmende, indbydende hvide balder.
Da jeg lidt senere igen ænsede noget var det hendes stønnen. "Åh-ja, knep mig". Hun var våd og liderlig.
Vi fik vores orgasmer, hang lidt i sofaen. Så gik hun op til Frasier, mens jeg skulle i gang med at rydde op.
Den anden episode er hurtigt fortalt. Den er minutterne før indlægget "Den blå morgekåbe", som foregik for få uger siden.
Hun havde set TV ovenpå før hun kom ned. I stuen satte hun sig til at se resten af den krimi, som optog hende. Jeg var opsat på, at vi skulle have en seance, men da det gik op for mig, at hun var midt i en TV-krimi besluttede jeg mig for at lade hende se den færdig.
Da rulleteksterne trillede hen over skærmen indledte jeg seancen ved at kommandere hende på alle fire på sofaen.
Hendes kommentar, da det hele var overstået, overraskede mig. "Jeg troede du ville gå i gang med det samme". Jeg forklarede hende, at jeg havde villet lade hende se krimien færdig. Hendes reaktion var en trækken på skulderen og jeg fornemmede, at hun vel egentlig gerne havde set, at jeg havde taget hende midt i krimien.
Hvis jeg skal kunne leve med mig selv, hvis jeg skal tro på mig selv som sadist, så skal jeg turde tage hvad jeg vil have, når jeg vil have det. Jeg skal turde slå i bordet, trække en streg og vise jeg mener min dominans alvorligt. Jeg må have selvtillid nok til at løbe en risiko og have tillid til min egen dømmekraft.
I går aftes kommenterede hun kvælningsepisoden.
"Hvis du kvæler mig igen, så kvæler jeg dig!"
Jeg smilede til hende, så kunne hun lægge i det, hvad hun ville.
Deling ret!
Hun står med hoved bøjet og ansigtet vendt imod bogreolen. Hvorfor synes jeg altid, at hun ler skælmsk, når hun står på sin særlige underdanige måde? Sådan har det været fra det første gang jeg mødte hende. Denne kryben, som på ingen måder virker påtaget. Den virker snarere naturlig for hende. Dejlig naturlig og det er derfor jeg fyldes med glæde og varme i selvsamme øjeblik mit blik falder på hende.
Jeg smiler indvendigt. For pokker hun smiler drillende - gør hun ikke? Nej, det er indbildning, hun står urokkelig præcis som foreskrevet og alligevel får jeg hele tiden fornemmelsen af at hun driver gæk med mig. Det kan ikke beskrives nærmere, det er bare så dejligt befriende at mærke de følelser, som hendes særegne opstilling indgyder mig.
Hun er masochist, hun vil gerne smerten. Den gør hende vist ikke som sådan dejligt, men den betyder noget for hende. Smerten befrier hende og bekræfter hende i den, som hun er. Hendes smerte er hendes gave til mig. Med den kan hun give mig glæden. Det kan hun gøre fordi jeg aldrig tvivler på hendes ærlighed i forhold til smerten. Det gør ondt på hende, men det skal det gøre. Bare slå til, bare nyd det, så nyder jeg det også - det er vist budskabet som hun overbringer uden ord.
Det er sært hvordan jeg kan stykke helt forskellige indtryk sammen og skabe noget meget intenst og givende. Jeg skal finde noget at læne mig op ad, ellers bliver min sadisme forloren. Jeg vil aldrig kunne slå så hårdt, som hun forventer, hvis jeg ikke finder en opadgående vind til at bære mig. Jeg skal løftes op til det punkt, hvor den seksuelle ophidselse møder følelser som vrede og aggressivitet. Helt deroppe forenes jeg med ellers spredte dele af mig selv og fuldendes.
Jeg var aldrig særlig vild med at være soldat. Værnepligt var netop en pligt og ikke et kald. Det gør noget ved mennesker, når man udfører en rigtig pligt. Det former en, det får en til at reflektere over og værdsætte friheden. Midt i pligten kommer de små grænseoverskridende oplevelser, som andre mennesker senere betaler mange penge for at få.
Pludselig uden jeg på forhånd havde tænkt det sådan graver jeg mine gamle løjtnanterfaringer frem. "Deling ret! Godmorgen!" - "Deling march!". Det er en fantastisk fornemmelse at brøle af sine lungers fulde kraft og se hvordan tyve mænd strammer deres kroppe op synkront for derefter at marchere i takt en kulsort og kold januar morgen. "Er du klar?" - en mumlen "Jeg kan ikke høre dig - er du klar?". Min stemmeføring er høj, tydelig og skarp. "Så kommer det!" Hun når ikke at svare før kommandoen gives med denne særlige stemme.
Svirp, spanskrøret rammer hende hårdt, meget hårdt og præcist. Hun står nøgen med hænderne bundet på ryggen. En simpel snøring med en kort reb trukket gennem o-ringene på hendes læderhåndledsmanchetter. Hendes bagdel er i en sørgelig forfatning. Næsten ingen polstring og mit slag har trukket nydelige højrøde jernbanespor hen over de to sparsomme endebaldepuder. Uh-ha det må gøre ondt! Helt sikkert, men jeg har ikke tid til hende. Jeg lader smerten sive ind i hende og udnytter de ti sekunder denne proces tager. Jeg ranker mig, suger luft ind, udstøder et tilfredst "Ahh - lækkert" - og spankulerer derefter rundt i hendes stue med spanskrøret hævet som en fane.
Nøgen og med stiv pik - jeg må se morsom ud. For hende er der intet morsomt over mig for snart er jeg tilbage. "Klar?" - et spagfærdigt "jah". Trods alt bedre end mumlen. Så kører rumlen igen. Svirp, fyldte lunger, march og ny kommando. Det bliver vist ikke til mere end fem rigtig hårde slag, fem sæt af dejligt røde jernbanespor på den tynde hud. Føj de må svie og det gør de. Hmm, måske er det i virkeligheden seks eller syv slag, men ikke et tocifret antal. Det bliver ikke til flere fordi jeg har så meget lyst til hende. Jeg krammer hende og ønsker jeg kunne bære noget af hendes smerte. Så elsker vi perverst som vi plejer.
Inden jeg skal hjem sidder vi nøgne i hendes stue. Vi snakker, hun er ikke skælmsk og krybende mere. Hun er snart talende, snart lyttende. Vi nyder hinandens selskab, vi nyder konversationen. Jeg krammer hende farvel. Det er længe sinde jeg var hos hende sidst. Jeg vil ikke love hende noget og det respekterer hun. Vi er ved at finde en måde at leve med vores fascination af hinanden. Det er ikke farligt, det er tilladeligt at føle kærlighed til hinanden. I vores særhed kan vi måske finde en sær måde at absorbere hinanden på uden det ødelægger vores familier.
Sammenhæng
Sadisme, dominans og 24/7 D/s. Hvordan hænger det sammen for mig?
Min sadisme er helt klart knyttet til min seksualitet. Jeg bliver på ingen måde ophidset af at se mennesker lide, jeg finder ikke glæde, når folk slår sig eller kommer til skade. Min sadisme skal antændes, jeg skal løftes op i min sindsstemning før overgreb og smertepåføring på kvinder giver mening for mig.
Jeg kan løftes af almindelig seksuel ophidselse. Synet af en lækker kvinde, almindelig vanilla forspil med min kone, traditionel pornografi. Jeg løftes, jeg bliver seksuelt ophidset, jeg begynder at få fantasier med sadistisk indhold. Med ophidselsen frisættes min sadisme fra mine hæmninger, jeg får lyst til at være hård, led og ond. Jeg bider tænderne sammen, jeg slår, jeg pisker, jeg klemmer, jeg brænder. Jeg bygger op sammen med min partner og min viden om at hun tænder på mine handlinger bestemmer hvor langt jeg kommer.
Udfordringen for mig er at tøjle min seksuelle ophidselse. Jeg arbejder meget med det lige nu, jeg vil blive bedre til det og derved blive bedre i min sadisme. Midt i opbygningen af den sadistiske leg bliver min ophidselse hurtigt så stor, at jeg går over til almindelig sex. Godt nok kan jeg være hård. Presse mig i halsen på hende, mase mig ind analt, slå på hendes bryster, men det ændrer ikke ved at jeg går efter udløsningen og med den falder jeg ned igen. jeg hygger mig med hende, vi konverserer, vi kæler, men mit sadistiske drive er i suspend mode. Det er en spændende udfordring for mig at kunne holde mig oppe i mit sadistiske univers så længe som muligt, hvilket kan oversættes til: "At holde fingrene fra pikken så længe som muligt".
Planlægning af SM seancer giver mig også stor glæde og megen ophidselse, som løbende må udløses. Om morgenen i badet tænker jeg på, at hun venter mig om nogle dage, jeg bider tænderne sammen, mens jeg forestiller mig hendes bryster, som svinger under drøje piskeslag eller jeg forestiller mig, hvordan hun forskrækket afventer afstraffelsen på sin kusse. Efter sådan en tur i badet kan det kun blive en god dag.
Dominans er ikke direkte koblet til min sadisme. Faktisk er det dominerende i mig meget langt fra forestillingen om en striks herre, som griber sin slavinde i nakken. Min dominans har fra barnsben været knyttet til at influere andre. Bestemme legens elementer gennem optimisme, fantasifuldhed og smittende livsglæde. Som voksen partner er denne form for dominans bragt videre. Hun har altid været benovet over min fantasifuldhed, over mine evner til at få ting til at ske, over min vilje til at gå foran og lede. Her taler vi ikke om vred tale, eller fysisk optræden. Nej, vi taler om at tage ansvar, tage en beslutning og få tingene til at ske. Det har altid været mig, som gør det hjemme - D/s eller ej.
Den form for dominans kædes nemt sammen med min sadisme. Jeg forklarer hende, at hun er dygtig, at hun vil blive glad bagefter, at det vil glæde mig, hvorefter jeg sætter nålene i hendes bryster. Der skal selvtillid og konsekvens til at udføre sadistiske handlinger rettet imod sin partner. Det har jeg og jeg bruger de erfaringer jeg har fra hverdagen til at tage intiativ og ansvar i SM-legen.
Hvorfor så gøre mere ud af det? hvorfor spekulere i 24/7 D/s. Først og fremmest fordi muligheden findes, fordi jeg gerne vil leve sammen med en kvinde, for hvem hendes submissivitet og masochisme er så vigtigt, at hun vil vie sit liv til underkastelse. Derved matcher hun mig i forhold til hvor vigtig min sadisme er for mig.
Hvilken rolle spiller dominansen i et 24/7 D/s forhold? Samme rolle, som selskabsdansen spiller for et par, der nyder denne aktivitet. Herren fører sin kvinde. Den gode danser bestemmer trinnene, skaber dansen, fører sin kvindelige partner over dansegulvet. Han fremhæver hende, han er stolt over hende. Hun er stolt over ham, han gør hende smuk, hun gør ham attraktiv, attråværdig. Dansen som sådan gør dem ikke umiddelbart seksuelt ophidsede, men stemningen kan hurtigt drejes. Han bøjer sig over hende, lader hænderne strejfe hendes barm, hun viser sine ben, hun bevæger hofterne æggende. Sveden, musikken, de andre smukke dansende mennesker, stemningen. Pludselig ønsker de bare at forenes.
Dominansen i hverdagen er som en uendelig dans afbrudt af øjeblikke, hvor trangen til at forenes er uimodståelig.
Grundregler
De sidste dages samtaler bekræftede hvad jeg i grunden allerede vidste. Hendes præferencer, hendes hemmelige turn ons.
Stram bondage, brug ved fremmede mænd, kærtegn af struttende kvinde bryster.
I et omhyggeligt og møjsommeligt arbejde stykkede jeg mosaikken sammen. Konklusionen kunne jeg sagtens have lavet for meget lang tid siden.
Små skridt. Fra hendes første vrede udbrud, da jeg tog en dildo frem fra sokkehylden til hun mange år efter sukkede dybt ved en fremmed mands penetration, et fremmet sted i rødligt lummert mørke.
Der findes ikke noget mere spændende end at trænge ind til en kvindes inderste. Lære hendes hemmelige drømme, lære og forstå det uudtalte. Gennem indlevelsen opnås magten, gennem forståelsen opnås redskaberne.
Det, som jeg kan nå med hende er smukt. På samme måde er det, som kan opnås med en anden kvinde, smukt. Den ene er ikke begrænset i forhold til den anden, forskellige kvinder er blot forskellige muligheder.
Det smukke bryder ned, når jeg forsøger at gøre hende til noget, som hun ikke er. Jeg kan kræve alt, som hun kan give, men jeg kan ikke kræve hvad hun ikke har. Det er mit ansvar at forstå, hvad hun ikke har, det er min udfordring at finde alt hvad hun gemmer.
Hvad så med en kvindes, som altid må føje?
En sådan kvinde er en uvurderlig skat, men ligeså skrøbelig som smuk. Hun kan ikke sige nej. Hun knuses, hvis man kræver, hvad hun ikke kan give.
Årets sidste indlæg
Årets sidste indlæg. I morgen skal jeg oprette en ny undermappe i mit krypterede blogbibliotek. Det bliver tredje mappe.
Hvem ville have troet det? Jeg sidder nærmest præcis lige så meget i saksen nu som for at år siden.
Tvivlen er min daglige følgesvend. Tvivlen som kan dulmes af begær og professionel foretagsomhed, men som aldrig forsvinder helt. Tvivlen, som kun kan fordrives ved konfrontation. Tvivlen, som kan veksles med lykke eller ulykke - jeg ved bare ikke hvem af de to, der venter mig.
Jeg har det meget svært i disse dage. Det er ikke så meget tvivlen, som går mig på. Den er jeg vant til at håndtere. Det er begæret. Ikke det almindelige begær, som plejer at melde sig regelmæssigt. Det er noget mere. Noget voldsomt og kraftfuldt. Et begær, som jeg har svært ved at holde nede. Dønningerne skvulper op i min bevidsthed og forhindrer normal tankegang.
Jeg prøver at være så normal som muligt i forhold til familien, men det er svært. Jeg er mere og mere indesluttet og eftertænksom. Min indesluttethed dækker over et uvejr. Tankerne kan kun samles om en ting i få øjeblikke af gangen.
Fragmentarisk tankeaktivitet med øredøvende larm.
Det begyndte for alvor for en uges tid siden. Måske er det de mange helligdage med hjemlig indespærring? Nej, det er noget andet.
I en chat for mere end halvandet år siden fik jeg indblik i noget tilsvarende. Den gang var det en simpel drøm om en lille familie, hvor hun efter aftensmaden roligt gik på toilettet, klædte sig af og satte sig ventende i brusenichen. Øjeblikke efter kom han ind, lynede ned og urinerede direkte i hendes mund og ansigt. Han forlod hende, hun sluttede sig til dem fem minutter efter. Atter påklædt, renvasket og klar til at tage af bordet.
Denne gang var det knap så detaljeret, men den perverterede trang kom til udtryk.
Jeg har for længst accepteret, at jeg er mig - også i begæret. Jeg skal ikke holde mig op imod andre sadister, jeg skal ikke leve op til andre sadisters væremåde, jeg skal leve op til min egen trang og lyst.
Jeg opnår glæden, når hun glædes og ophidses.
I hendes submissivitet bliver hendes grænser ikke eksisterende og hendes indre perverse drømme sættes fri. Hendes submissivitet kræver det af hende. Hun kan ikke stå imod. Hun ved jeg glædes usigeligt ved at behandle hende på den måde og derfor kan hun ikke holde igen. Hun ønsker jeg skal gøre det. Jo mere pervers og hård jeg er jo renere er hendes submissivitet. Det har hun for længst indset.
Jeg ved ikke hvilken glæde det vil bringe mig, men jeg brænder efter at være ekstrem i min hårdhed og i min bizarre perversitet. Det skræmmer mig lidt, men sådan er det. Jeg mangler bare hende, som kan udfri mig - sammen kan vi udfri hinanden.
Det som virkeligt pisser mig af
Vi har en aftale, om hvordan vi skal leve sammen. Hun er slavinde og jeg hendes master. Aftalen kom i hus den første januar sidste år og dermed undgik vi skilsmissen.
Aftalen har vitterligt løst et problem. Min begrænsning med hensyn til hvad jeg kan udsætte hende for seksuelt er stort set væk. Hun har levet op til den del af aftalen. Ikke uden nervøsitet eller betænkeligheder, men hun har stået til rådighed i blind tillid til at jeg sørger for hende og til at hun derved bevarer min kærlighed.
Straf og tvang. For nogle submissive kvinder er det selve lykken. Det er det ikke for min kone. Tvang tænder mig, mens straf på grund af dårlig opførsel ikke rammer lige i skabet hos mig.
Jeg bliver helt blød ved tanken om en bestemt kvinde. Hun kommer til mig, varter mig op og gør sig til kun for at føje mig. Kombineret med tvang og tortur, hvor hun lider for mig, så er jeg solgt.
Jeg kan godt lide, at hun anstrenger sig, at hun finder ud af, hvad jeg kunne tænke mig - før jeg selv gør det. Det behøver slet ikke være sex. Det kan være, at hun masserer mig på ryggen, det kan være, at hun sætter sig for mine fødder, det kan være at hun henter en kop kaffe til mig.
Hver morgen sidder jeg sammen med min kone, inden jeg skal af sted på arbejde. Jeg er stået først op, jeg har smurt madpakker, vi spiser morgenmad sammen. Hun sidder i slåbrok, træt, slet ikke vågnet endnu. Hun spiser havregryn, jeg spiser Kellogg's Special K Red Berries. Vores skåle er tomme, hun har skubbet sin lidt ud på bordet, så den står tættere ved min. De to tomme skåle nærmest råber på at blive båret ud. Hun sidder og hænger, intet tyder på hun vil rejse sig. Tiden nærmer sig, jeg må videre. Fuck, det er irriterende. Jeg rejser mig og tager de to skåle med hen til køkkenvasken.
Jeg kunne bare bede hende om at tage ud, jeg kunne bare lade skålene stå, men det er for dumt.
Det som virkelig pisser mig af, er hvis jeg konstant skal fortælle hvordan jeg vil have det eller hvad hun gør forkert. Hvis hun ikke kan se det af sig selv, så hænger det ikke rigtigt sammen.
Vi taler om kærlighed, vi taler om BDSM. Derfor er det altafgørende for mig, at hun glædes ved at gøre det, som jeg vil have hende til. Der er intet der tyder på, at det ville bringe hende den mindste glæde at bære de to skåle hen til køkkenvasken, skylle dem af og sætte dem i opvaskemaskinen. Dermed giver det heller ingen mening at straffe hende for hendes svigt.
Ægthed
The toybag guide to Canes and Caning, af Janet W. Hardy har jeg tidligere omtalt.
Fokus for den lille paperbackudgave er spanskrøret og brugen af det. Bogen er dog mere end blot noget teknisk snak om spanskrør. Forfatterinden kommer også ind på spillet mellem top og bund i BDSM leg.
Jeg ved ikke hvorfor, men jeg fragter hver dag bogen frem og tilbage mellem hjem og arbejde. Den ligger i min rygsæk i rummet foran min bærbare. Der dybt i den taskens mørke ligger den ved siden af en Jean Paul Gaultier deodorant, en stjerneskruetrækker og et stykke ethernet-kabel, som ligger der bare for en sikkerhedsskyld - man ved aldrig hvornår man får brug for et stykke ethernet-kabel!.
Det er ikke så tit jeg tager bogen frem for at læse i den, men jeg føler en tryghed ved at have den med.
Forfatterinden giver sig tid til at reflektere over begrebet "lidelse". At hun specielt tager fat i det begreb, er et udtryk for hendes masochisme, men tankerne er bestemt også relevante for en sadist.
"Too little suffering and our encounter is bland and wearisome, reminiscent of the vanilla spouse we left behind"
Vanilje kæresten, som vi efterlod! Jamen, det er jo sådan det er sket for masser af BDSM'ere, som ikke ved første partnervalg lyttede til deres anden side, eller som måske slet ikke kendte den på det tidspunkt!
Lidt længere inde i kapitlet:
"But at the opposite end of the spectrum, so many more things can go awry" …….
"Suffering inflicted by the partner who seems to enjoy it too much ("why does she hate me so much")"
"Hvorfor hader min S mig sådan?" Jamen det er jo præcis der vi finder den delikate balance. Er der ikke altid tale om en kamp imellem respekt og ufølsomhed overfor sin sub? Man skal kunne nyde sin egen tilfredsstillelse på bekostning af sin subs lidelser, men skal man ikke også være parat til at passe på hende og give hende følelser tilbage? Jeg mener "jo", men andre er måske knap så enige og de kunne også have ret - især hvis top og bund ser ens på sagen.
Det, som rører mig mest i det kapitel er, hvor Janet W. Hardy konkluderer, at BDSM afhængige (min formulering) på et eller andet tidspunkt i deres liv vil opleve en trang til at føle "ægthed" i forholdet. Hun bruger det engelske ord "reality" og min oversættelse er måske for subjektiv, men det er sådan jeg føler, når jeg læser hendes tekst.
Det giver mening for mig, det er som en åbenbaring. Ja, jeg mærker en voldsom trang, en voldsom lyst til at føle ægthed.
Tanken om at kunne søge tilfredsstillelse af denne trang optager næsten hele mit vågne liv.
Historien om MP
Jeg mangler at skrive en historie. Det er historien om MP. Hun var hos mig før jeg mødte min tabte kærlighed og hun var hos mig, da det så sortest ud.
Jeg havde en mission, jeg ønskede at besvare spørgsmålet: Er det mig, som er en dårlig sadist? Eller er det min kone, som er en dårlig submissiv?
Det kan synes som et underligt spørgsmål, men for en, der først begynder at definere sig som sadist i en alder af fyrre år, så lurer tvivlen. Er det hele bare en fiks ide, eller er der mere under overfladen. Jeg opsøgte SM film i pornobiografernes mørke, da jeg var ung, men måske det bare vare et udtryk for rodløshed? Mange år klarede jeg mig med missionærstillingen og daglig onani i morgenbrusebadet. Hvorfor skulle der være noget dybere i det? Min fascination af SM - var det ikke bare en måde at få udløst sin liderlighed på?
I virkeligheden er det her historien begynder. I en tid, hvor jeg følte en stigende utilfredshed med mit liv brød trangen ud i lys lue. Men var det ikke bare et udtryk for noget eksistentialistisk? En fyrreårskrise? Eller var der virkelig mere i sagen? Jeg besluttede mig ikke fra den ene dag til den anden, men en december aften, en aften, hvor kampen om ungdomshuset begyndte at vise tænder, stod jeg på Jagtvej efter at have gennemkneppet en ukendt blindfolded kvinde, som en S-ven havde som kæreste på det tidspunkt. Vi var fire mænd om hende - et gangbang. Det var mit første utroskab siden 1987, hvilket vil sige i tyve år. Jeg følte ingen skam. I stedet besluttede jeg mig for at være mere målrettet på min scorprofil. Jeg ville opsøge en m-kvinde, have en seance med hende og dermed finde ud af om min tilfredsstillelse var større med en erklæret m-kvinde end den var med min kone, som ikke fra ungdommen har ønsket at underkaste sig.
Jeg mødte MP første gang på en Cafe. Jeg vidste at hun var en stor pige, men sjovt nok betød det intet for mig. Det, som betød noget, var at hun var erklæret masochist og submissiv. Hun var gift og hun søgte en S-herre med sin ægtemands viden og accept. Det var ideelt for mig. Ingen forpligtelser, kun afsøgningen af et problem.
Det var februar og bidende koldt, da jeg lukkede døren op til cafeen på Nørrebro. Jeg så hende straks. En lille kraftig pige, som lidt duknakket var ved at sætte en kaffekop på bordet. Hun var ankommet først og ventede nu på mig. Tyndt rødt hår, helt hvid hud og vidunderlig dejlig. Jeg ved at alle mine gamle venner og min familie ville have stirret vantro på hende. Hvad vil du med hende? Jamen kan I ikke se, hvor vidunderlig hun er? Jeg mærkede det straks, jeg havde ikke ord for det dengang, men submissivitet er det rigtige ord.
Vi har mødtes mange gange efter, vi har dyrket SM og bizarsex, men først og fremmest har vi siddet sammen i hendes lejlighed og snakket om livet, om følelser, om smerte og savn. Jeg var meget tæt på at forelske mig i hende, ja faktisk gjorde jeg det vist, men så skete der det, at jeg mødte en anden kvinde. Hvorfor elsker man en mere end en anden? Det er svært at svare på og jeg har ikke noget svar. MP er jordens dejligste pige, men hun er ikke helt rigtig for mig. Jeg kan ikke sætte fingere på hvorfor det er sådan, men sådan er det bare.
Sidste gang vi mødtes havde jeg ændret mig meget. Jeg var ved at komme ud af depressionen og jeg var i den grad bevidst om mine evner som sadist. Vi havde skrevet sammen inden, som vi plejede. Hun har det med at snakke i et væk. Ja faktisk har hun svært ved at holde kæft på de rigtige tidspunkter. Det er meget nemt at udnytte. Jeg lod hende i uvished i halvanden uge, hvor jeg ikke besvarede hendes emails. Hun sendte i stedet mere og mere håbløse breve til mig. Da jeg sad ved hendes spisebord, og hvor hun stod bundet med reb til kroge i betonloftet, var det urimelig let at sparke bolden ind. Jeg hånede hende for hendes manglende respekt. Det var så overbevisende, at jeg næsten selv troede på det. Pludselig løb tårerne i stride strømme ned af hende kinder. Det var ægte tårer, det var skammens tårer. Nå ja, jeg pryglede også hendes bryster røde og blå, men det var ikke nær så effektfuldt. Det var så smukt og så ægte, da tårerne løb ned ad hendes kinder. Hun ville så gerne gøre mig glad og så havde hun skuffet mig i stedet!
Men, men, men, hun gjorde mig jo netop kiste glad!
Jeg krammede hende selvfølgelig og vi elskede som vi plejer.
Svaret på spørgsmålet var klart allerede inden. Ja det gør en forskel om hun er submissiv eller om hun ikke er det.
Det bedste fra min sub
Det er på tide vi mødes. Vi ved det begge og det er ikke ond vilje, der har holdt os fra hinanden. Det er hverdagen og dens mange strabadser.
Mandag aften er et godt tidspunkt. Jeg har imod sædvane ikke trænet efter arbejde, hvorfor jeg ikke er fysisk træt på samme måde som jeg plejer. Alligevel hænger trætheden over os som en dyne, da hun kl 22 sidder i sofaen. Hun er nøgen under sin morgenkåbe, det er sådan jeg har forlangt det og det er sådan hun sidder hver eneste aften.
Jeg tager mig sammen, ctrl-alt-del, maskinen låses, jeg rejser mig, ser på hende, hvorefter jeg går op i soveværelset. Det skal være noget simpelt, men hvad? Jeg fisker min lille lede læder tawse frem fra kufferten sammen med en ridepisk og den røde ballgag. I samme øjeblik jeg står med ballgaggen i hånden rammes jeg er momentan liderlighed. Det suser for mine øre og jeg smiler. Ved skabet står hendes åbne højhælede sorte laksandaler. Dem samler jeg også op, hvorefter jeg finder spanskrøret frem fra skabet.
Ballgag, tawse, spanskrør, ridepisk og højhælede sorte laksandaler. Jeg spejder ud af døren, den store har lukket ind til sig selv, der er fri bane, jeg går ned i stuen.
Hun langer en vittighed ud, da hun ser sandalerne, men jeg er ligeglad, smiler bare til hende.
Jeg låser døren, afbryder TVet og beordrer hende ud af morgenkåben. Hun tager laksandalerne på og kommer ud på det frie område af stuegulvet.
"Armene bag nakken"
Hun ser dejlig ud. Lange ben, der fremhæves af de høje sko, velformet barm, der hænger tungt ned, trimmet skød, mørke øjne, kort mørkt hår. Hun har en delle på maven, men det gør hende bare endnu dejligere - rigtig kvindelig. Sådan kan jeg god lide hende.
Dominans er simpelt, når man kan det. For syv år siden forsvor vi begge, at vi var til rollespil. Det gør vi stadig for vi er ikke til rollespil. Vi spiller heller ikke nogen rolle. Hun adlyder, jeg bestemmer. Det forekommer naturligt at det er sådan. Jeg går omkring hende, kramme hendes bryster, lader håndfladen løber over hendes balder.
"Frem med kussen", jeg slår med ridepisken på hendes venusbjerg. Hvert enkelt slag er ikke så hårdt. Det er til at holde ud for hende fordi jeg ikke rammer hendes røde, bløde vaginalslimhinde, der er godt skjult i hendes stående stilling. Nej hvert enkelt slag er ikke så hårdt, men fire slag i rap på samme sted begynder at kunne mærkes. Forudsigeligt begynder hun at gemme sin kusse ved at stikke numsen bagud.
Jeg langer hende et mega hårdt slag i røven, hvilket får hende til at stritte kussen frem igen, dvs hun vakler, hun er i ubalance og tripper rundt på de højhælede. "Åh nej for helvede master", Jeg griber om hende, krammer hende, så hun får tid til at komme sig.
Jeg vælger nu spanskrøret. Jeg elsker det, hun hader det.
Jeg går omkring hende, hun sukker opgivende, jeg prikker hende med spidsen af spanskøret i hendes kødfulde balder. Jeg borer det ind, gør klar til afstraffelsen. Pludselig kommer det til mig. Afvigelsen fra planen. Jeg vil på en måde gerne skåne hende, det har hun fortjent. Jeg er allerede godt kørt op, jeg behøver ikke så meget mere. Mon hun kan bringes til at give mig noget?
"Vil du undgå spanskrøret må du tigge mig om nåde!". Fedt, hun skal trygle, mon hun kan det? Jeg borer igen røret ind i hendes hud, lader det kærtegne hende, bruger det til at løfte op i hendes bryster.
"Kom så, du skal tigge"
"Kære master, please!". Jeg aner ikke hvor hun får det fra, men pludselig begynder hun at vrikke med numsen og futte lidt rundt på de højhælede mens hun trygler med en pivet, tøset stemme. Hun minder mig om en Playboy Bunny, det er sgu overfedt at overvære.
Derfra giver resten sig selv. Vi får en dejlig afslutning begge to, hvorefter vi kan hænge lidt ud nøgne i sofaen inden sengen kalder.
Jeg skabte rammerne, jeg valgte noget simpelt, jeg brugte endda ikke gaggen, som jeg ellers havde glædet mig til, men jeg fik tag i hende, jeg fik tag i os begge. Jeg valgte et niveau, der passede perfekt til hende lige den dag.
At få det bedste ud af sin sub er en kunstart, som man aldrig bliver træt af at øve sig på.
Arbejdspres
Det har været en hård uge arbejdsmæssigt. Faktisk er det en hård uge i en hård periode. Jeg kører aggressivt på, jeg tager initiativ og bekæmper al den modstand, som det afstedkommer. Når jeg vågner om morgenen er det første jeg tænker på, hvordan jeg skal manipulere og politisere, så jeg får min vilje til sidst. Jeg identificerer de steder, hvor jeg står svagt, jeg identificerer kommende problemer, jeg lægger planer, der skal styrke min position og til sidst give mig sejren.
Det er en spændende tid og i modsætning til hvad jeg ville have troet stortrives jeg. Arbejdet og de personlige begivenheder, som kun meget få kender til har ændret mig meget. "Du er krigslysten" mente min svigerinde, da jeg til en familiefest velargumenterende satte hende og hendes bror til vægs på grund af deres småborgerlige indstilling og falden på maven for autoriteter. Krigslysten? Ja måske, jeg kan bare ikke lade være, jeg kan ikke længere bare lukke ørene, lade som ingenting og tage en øl mere. Jeg sidder for bordenden nu og det har forandret mig.
For en uge siden hørte jeg Bent Fabricius-Bjerre i radioprogrammet Ibens Harem. En ung mand ringende ind og fortalte, at han kæreste gennem to år havde slået op med ham efter hun var flyttet til København for at studere. Kæreste gennem to år - synd for ham. Bent var også medfølende og proklamerede at det altid var hårdt at blive svigtet. Derefter foreslog han at manden skulle kaste sig over sit arbejde.
Selve det at kaste sig over sit arbejde kender jeg ganske godt. Faktisk havde jeg tyve år af mit liv, hvor mit nørdede arbejde var det vigtigste, jeg kendte til. Det at begrave sig i et indviklet emne, det at konkurrere med ligesindede om at være bedst, det optog mig fra jeg vågnede til jeg gik i seng. Det var en brat opvågning pludselig en dag at se sig selv drømme om et liv, hvor en 24/7 D/s tilværelse med min drømmekvinde var omdrejningspunktet. Det kom snigende, men da det tippede over, endte al min interesse, al min intellektuelle iver og kapacitet, med at være viet dette alternative liv.
Disse nylige uger med voldsomt arbejdspres genkalder minderne fra tiden, som var. Jeg må forholde mig til det. Jeg kan bare give los, gribe opgaverne og så er jeg vel hurtigt tilbage til en stabil og på mange måder tilfredsstillende tilværelse? Følge Bents råd, kaste sig over sit arbejde.
Jeg kender allerede svaret. Intet, heller ikke verdens mest udfordrende job, kan erstatte den dybe tilfredshedsfølelse, som tanken om livet med hende, bibringer mig.
Drømmen er kommet for at blive. Til gengæld kan arbejdet give mig det pusterum, som jeg behøver for at få kontrol og overblik over mit liv igen. Først skabe rammerne og derefter kalde hende til mig.
Hvordan er det så? Livet med drømmekvinden?
Jeg bærer ingen vielsesring på fingeren. Jeg vil kunne slå hende frit med begge hænder og det gule tunge metal ville kunne skade hende. Vi er næsten altid sammen, os to alene. Et frivilligt fangenskab sammen. Jeg ved hendes højeste ønske er at glæde mig, derfor giver mine krav hende uendelig tilfredsstillelse - uanset hvor perverse, bizarre eller smertefulde de end må være for hende at udføre.
Den sorte drøm
Da vi begyndte at dyrke SM for snart mange år siden, lavede jeg en seance, hvor hun fik forskellige muligheder at vælge imellem. Vi havde været en tur i byen, jeg tror vi var på det erotiske museum i Købmagergade. Vi spiste ude, jeg mener vi også var i pornobiograf, hvor vi købte en videofilm, som vi kunne tage med hjem.
Børnene var passet ude og vi kom hjem til et tomt hus. Aftenens højdepunkt skulle være i soveværelset, hvor kæderne var hængt op i loftet. Jeg var usikker på det hele den gang. Hvor langt var hun villig til at gå, hvad ønskede jeg i virkeligheden selv allermest at prøve?
Jeg løste min usikkerhed ved at lade hende vælge. Der var tre ting at vælge imellem. Jeg husker nu kun den ene. Jeg havde printet et billede af en nøgen hvid, tynd kvinde, som stod foroverbøjet. Man så hende bagfra, nedefra. Man kunne se hendes ansigt fordi hun kiggede over skulderen. Hendes balder var fyldt med ophovnede røde striber, formentlig resultatet af et spanskrør.
Billedet fascinerede mig. Sådan ville jeg gerne dekorere hende. Hun valgte dog en af de andre muligheder.
Jeg vender igen og igen tilbage til den mutilering, som spanskrøret bibringer kvindens hud.
Langvarigt fangenskab, daglige skånselsløse afstraffelser med spanskrøret, daglig bizar seksuel udnyttelse.
Med den rigtige submissive sjæl er det min drøm.
Den submissive sjæl
Jeg kan varmt anbefale at man læser Lauras indlæg "et anderledes forhold", som på helt unik vis giver indblik i selve BDSM universets essens.
Kernen er forbindelsen mellem Laura og hendes herre. Hun ønsker et liv på en bestemt måde, hun tænder seksuelt på det og hun opnår en lykkefølelse ved dette liv. Hvordan herren ser på det kan man ikke udlede direkte, men man fornemmer at han lever op til Lauras ønsker på alle måder og man må deraf slutte, at han også værdsætter forholdet.
Selvom dette parforhold må forekomme mærkværdigt og måske provokerende for mange, så indeholder det en samhørighed blandt de to, som alle par vel i bund og grund stræber efter. Denne samhørighed kan naturligvis opnås i et traditionelt parforhold uden indblanding af SM, men for mig er det vigtige, at Laura og hendes herre opnår samhørigheden gennem deres trang til at dyrke SM, til at dyrke magtoverdragelsen fra hende til ham. Når det er vigtigt for mig, er det fordi jeg selv tænder på et liv på den måde. Tanken om sådan et liv giver mig langt mere end blot seksuel stimulation. Det giver mig fornemmelsen af nydelse, glæde, varme og lykke.
Jeg har aldrig været så hård ved nogen som Lauras herre er ved hende. For et år siden ville jeg have tvivlet meget på om jeg kunne være det, men det gør jeg ikke mere. Jeg er blevet hel som sadist.
Nøglen er at acceptere, at jeg som sadist i bund og grund ønsker min slavindes lykke. Det gør mig ikke til en dårlig sadist at jeg ikke koldt kan piske en hvilken som helst kvinde blå og rød.
Den store udfordring er at læse sin slavinde. Hun skal ikke detaljeret forklare sine ønsker og sin trang. Ofte vil der tværtimod være en mangel på selverkendelse hos hende. Det kan være forbundet med så store blokeringer hos hende, at hun aldrig kan indrømme, hvad hun rent faktisk stræber efter. Jeg skal turde bruge tvang, mental manipulation og afstraffelse for at føre hende forbi blokeringen og hen til det sted hvor hun opnår den ultimative lykke.
Det er selvfølgelig svært for mig, for sadisten, men sådan er det bare. Jeg må leve med, at jeg risikerer at træde helt ved siden af, hvis jeg læser hende forkert. Her må erfaring og indføling være min ledetråd. Jeg må lirke hende op, tage små skridt og så til sidst tage beslutningen om forsøget med at bryde igennem.
Som sadist må jeg altså leve med de begrænsninger min slavinde betinger. Det må jeg, for ellers var jeg også psykopat og det ønsker jeg ikke at være. Omvendt må jeg selvfølgelig gøre op med mig selv, om jeg vil leve med hendes begrænsninger. Hvor meget må jeg kræve af hende før jeg kan opnå min egen lykkefølelse? Det er et spørgsmål jeg må stille mig selv.
Hvordan skal min slavinde så være for at jeg er tilfreds med hende? Der er i virkeligheden kun en egenskab, som hun skal besidde. Hun skal besidde en submissiv sjæl. Hun skal indeholde et ærligt og brændende ønske om at underkaste sig.
Det er dog ikke helt trivielt at afgøre om en kvinde indeholder en submissiv sjæl. Jeg skal kunne acceptere hende som sådan. Jeg skal føle at hun virkelig mener det. Hun kan ikke bare proklamere, at hun ønsker at være slavinde.
Når jeg møder eller kommunikerer med en ny m-kvinde, så søger jeg altid efter tegnene på hendes ægte ønske om at underkaste sig. Jeg søger gennem samtale, hvor hun beskriver sig selv og sine oplevelser for mig. Jeg leder efter overensstemmelse mellem hendes historie og så den submissive sjæl. Tit leder jeg længe. Jeg kan ikke få historien til at hænge sammen. Nogle gange opgiver jeg. Enten er hun ikke ægte submissiv eller også har jeg ikke evnen til at afkode hende. Andre gange finder jeg forklaringen på tilsyneladende uoverensstemmelser mellem hendes historie og den submissive sjæl. Når det sker, lærer jeg noget. Hvorfor vil hun for eksempel slås med ham, hvis hun virkelig ønsker at underkaste sig? Da jeg forstod det, tog jeg et kæmpe skridt i forståelsen af en bestemt kvindes submissive sjæl.
Hvis hun har den submissives sjæl er det så nok? Det tror jeg, at det er. På den anden side ønsker jeg at kunne udleve mange sider af min sadisme. Derfor må hun gerne være dyb og fleksibel i sin submissivitet. Det er klart at jeg kan opleve meget mere indenfor fysisk afstraffelse, hvis hun både er sumbissiv og masochist. Er hun ikke masochist er der en grænse for hvor meget jeg kan tillade mig at udsætte hende for. Det giver ingen mening for mig, at pine hende helt ud til kanten med fysisk smerte, hvis det slet ikke er forbundet med nogen form for glæde hos hende. Det betyder ikke at jeg er svag overfor hende for der er dusinvis af andre måder at tøjle hende på end ved fysisk smerte.
Slavinden sætter begrænsninger for min udfoldelse, sådan må det være. Hun skal ikke udtale disse begrænsninger, jeg skal læse hende og forstå, hvad der er bedst for hende.
Wagner
Med overskud kommer indsigt. Jeg står overfor at skulle beskrive det vigtigste vendepunkt i mit liv. Mit Tobruk om man vil. Jeg ønsker at beskrivelsen skal være smuk, den skal omfatte alle de følelser, som for mig er forbundet med oplevelsen. Jeg ønsker at beskrivelsen uforvrænget skal overføre mine følelser lige lukt ind i hjertet på en hvilken som helst fremmed læser.
Det er et højt mål at sætte og præstationsangst kan ikke undre. Jeg er heller ikke helt klar endnu, men jeg har bygget op. Indsigten gælder nøglen til oplevelsen. Richard Wagner, den tyske komponist. Hans musik er ikke afgørende for oplevelsens forløb, men den er afgørende for min efterfølgende genkaldelse af de afgørende minutter og de dermed forbundne følelser.
Jeg ville ønske jeg kunne påstå, at jeg er kultiveret og klassisk uddannet. At litteratur, kunst og musik er min hjemmebane. Sådan er det bare ikke. Jeg har lysten til at udforske, jeg har lysten til at lære, men klassisk musik og kunst kan sjældent fastholde min interesse ret længe ad gangen. Det er derfor et tilfælde, at Wagner kom med.
Mad about Wagner, en opsamlings CD, som min gamle ven prakkede mig på ved et besøg i London. Lidt lytten og jeg genkendte musikken, der ledsager Valkyriernes ridt. Lidt dannet er han da? Ja, Hvis kendskabet og kærligheden til apocalypse now, hvor den vanvittige oberstløjtnant Bill Kilgore leder sit flyvende kavaleri til angreb under Wagners valkyriemusik, er dannelse, så har jeg lidt dannelse.
At valget faldt på Wagners musik til min ophøjede sadomasochistiske seance er altså lidt af et tilfælde. Jeg indledte til Ride of the Walkyrie. Indledningen var mental, og i det næste stykke tid blev hun bundet op, så hun var parat til afstraffelsen. Var det mig som timede forløbet til musikken? var det musikken, der styrede mig? Eller var jeg bare heldig? Jeg kender ikke svaret, men faktum er, at min finale fulgte koncert versionen af Isoldes arie i III akt. Altså kun musik, ingen stemme. Faktisk er det først for nyligt, at det gik op for mig, at der hører sang til musikken.
Wagner benyttede kontrapunkt teknik, han benyttede en atonal strategi, han benyttede et kromatisk musikalsk sprog og dette finder man netop til fulde i hans sene værk Tristan og Isolde.
Det diffuse nærmest manglende tema gør det i begyndelsen nemt at koncentrere sig om spanskrøret, det kromatiske musikalske sprog fanger dog ens sind og det stigende toneniveau tvinger umærkeligt afstraffelsen til at følge musikken. Tre forløbere, tre højdedrag cirka fire minutter inde i musikken, en lille bakkedal og derefter en vild crescendo kulminerende i et fortissimo inferno af pauker, strygere og træblæsere. Udmattelsen bagefter er uundgåelig, men her kommer Wagner også til hjælp og bærer blidt de to elskende til dalens hvile.
Beskrivelsen er der ikke helt endnu, men jeg er på vej. Jeg er fortrøstningsfuld, Wagners musik og den tilhørende legende om Tristan og Isolde er en uudtømmelig kilde til inspiration - det skal bare lige bundfældes og organiseres lidt bedre.
In need of a daddy
Scorræset er noget mærkeligt noget. Jeg drives af en uforløst trang. Det handler selvfølgelig om sex, fetish, lak, læder, bizarsex, yndige små kusser, liderlige uhæmmede slavetøser. Ja det er ofte, hvad der farer gennem mit sind, når jeg scroller ned over siderne med ønsker og billeder på diverse datingsites.
Det er en konstant balanceakt. Så længe jeg kan holde tankerne på selve liderligheden og udlevelsen af sexfantasier, så kan det hele klares med orgasmen. Skulle jeg få trang til yderligere kontakt, kan jeg holde dysterheden fra døren ved at bilde mig selv og mit offer ind, at det bare handler om en seance. Et møde mellem hende eller dem, med mig alene eller med min kone.
Der er en slange i paradiset. Jeg ved det godt, men fortrænger det bevidst og hele tiden. Slangen er hende. Drømmekvinden, som nu ikke længere har et ansigt, hun er ikke længere en bestemt person, men en vision i mit indre. Ung, gerne meget yngre end mig. Lille, spinkel og med kridhvid hud. Submissiv hele vejen gennem sin spinkle krop, submissiv til en grad, så jeg midt i mine perverse tanker om uhæmmet brug af hende får en nærmest uimodståelig lyst til bare at omfavne hende, til at smelte sammen med hende, til at sidde dagevis med hende i armene i stilhed indtil vores kroppe visner i mangel på fysisk næring. Der sidder vi sammen mumificerede i uendelig kærlighed. Vi dør ikke, vi sidder bare der og er til for hinanden.
Jeg afholder mig fra at flashe denne vision i mine profiltekster. Jeg giver dog mig selv et lille frirum. Der er et internationalt datingsite. Afstanden er befriende, den løsner op. Drømmen kan leve uforpligtende i ly af en umulig afstand. Derfor indrømmer jeg drømmen der. Derfor beskriver jeg der min søgen efter den submissive livsledsagerske, som jeg vil begynde et nyt liv sammen med.
Jeg får så godt som aldrig brev i indbakken. Når det går højt får jeg vink eller hotlists fra Nigerianske kvindeprofiler. Jeg bruger tiden til at undre mig over omfanget af tåbelighed i denne verden. Plattenslageri er vist en rammende betegnelse.
Jeg er klog så det grænser til det utrolige og derfor vil jeg aldrig falde for et trick af denne type - eller ville jeg?
Måske handler det bare om, at jeg ikke kan forene visionen af den lille hvide pige med den lange negerpige på billedet?
Helt uventet sker der noget. I min indbakke er der en besked fra en Polsk pige. Hendes profiltekst beskriver hende som en 20-årig pige, lille (160 cm) og spinkel. Hun er submissiv, hun søger en master og daddy. Der er intet profilbillede, men hun medsender to fotos. Hun ser super dejlig ud. Purung, spinkel, hvid. Jeg får straks lyst til hende. Jeg fantaserer om vores perverse samliv. Hun tiltaler mig Master eller Daddy og når jeg er i de humør, så er det Daddys pik hun sutter.
Mine alarmklokker er faktisk aktiverede. Hun er guldmedlem, hvilket betyder man skal have et internationalt kreditkort samt mindst 500 kr i overskud. Det passer ikke helt med en studerende, som bor med sin fraskilte mor. Jeg spørger hende selvfølgelig. Svaret er, at hendes tidligere master betalte medlemskabet inden han forlod hende til fordel for sin kone.
Jeg forliger mig med hendes medlemskab, jeg skal straks til Prag, hvilket ikke er langt fra Warszawa. Jeg checker flyafgange og priser. I princippet ikke umuligt at vi kunne mødes. Vi skriver godt sammen. Hun er dog ret ussel i det engelske, men det er vel hvad man må forvente. Hendes fantasier passer godt med mine ideer. Kussetortur, urin, bondage, spanking. Hun ønsker også at leve med sin Daddy og hun vil gerne flytte hen til mig, hvis det kommer så vidt.
Jeg sidder sent på hotelværelset. Jeg venter hende på Yahoo og pludselig er hun der. Hun ser træt ud, men ellers er det hende. Hvid hud, langt mørkt hår, mørke øjne, et dejligt smil. Korrespondancen er lidt underlig. Korte sætninger fortæller at hun ønsker et liv som slavinde, at hun ønsker at være min lille pige. Det harmonerer bare ikke med hendes ansigt på cam. Hun arbejder mekanisk og hendes øjne er uden glød, når hun skriver teksten. Jeg smiler mit smil, men det har absolut ingen effekt.
Da jeg lukker ned er jeg overbevist om at jeg har tabt hende. Jeg forfatter en tåbelig mail med diverse fantasier i og sender den. Dagen efter bekræfter hun uden videre sine ønsker om at få mig. Det stemmer ikke, men jeg er ligeglad. Drømmen skal leve lidt endnu. Jeg vil gerne kunne sende hende noget. Jeg kan måske gøre hende økonomisk afhængig af mig og den vej få processen til at glide.
Måske var det i øvrigt det hun mente med spørgsmålet "Will you support me?"
Faktisk får jeg en pervers lyst til at sende hende penge. Det ville give mig en magt over hende. Hun kommer mig til hjælp. Efter nogle dages pause får jeg et brev, hvor hun forklarer at hun nu er i Prag, hvor hun skal bo for at studere på en tjenerskole. Hun har problemer med udlejeren og jeg - hendes Daddy - kan hjælpe hende ved at sende 500 Euro.
Jeg må være momentan sindssyg for jeg overvejer at sende hende pengene. Min rationelle tankegang holder mig dog tilbage. Hvis jeg skal sende penge skal hun yde noget til gengæld. Jeg har allerede besluttet mig for at jeg ikke vil benytte en bank. Jeg vil benytte Western Union, som er en langt mere anonym måde at overføre penge på. Derfor skal jeg bruge hendes privatadresse, så hun kan legitimere sig ved afhentningen af pengene.
Min lille Polske pige får besked på at hun skal levere sin adresse til mig samt sende mig en sms. Jeg hører intet. Vi mødes til chat. Hun er nu i Prag, men sjovt nok er hendes værelse præcist magen til hendes værelse hjemme i Warszawa.
Dagen efter er jeg skummelt mistænksom, men er sådan set stadig parat til at sende penge - bare for at se hvad der sker. Blot vil jeg holde fast i det med adressen og sms'en. Et ret ydmygt ønske, når man tænker på at hun sidder 1000 km væk og beder om næsten 4000 kr.
Jeg får en email. Nej hun har ingen andre Daddies. Hun skriver sit fulde navn Anastasia P…. , sit bankkontonummer og en adresse på en bank i Prag.
Ok - så stopper det. Helt utroligt at jeg netop selv skulle til Prag. Man kan ikke have en bank i Prag, hvis man ikke har en adresse i Prag. Hvis hun virkelig havde ønsket sin daddy og hans penge, så ville hun have mødtes med mig og jeg ville have givet hende pengene kontant uden anden modydelse end en kop kaffe på en cafe. I stedet har hun produceret denne mere og mere tåbelige løgnehistorie.
Jeg dumper hende, gejsten er alligevel gået af. Jeg er glad for at jeg ikke kastede mig ud i noget med at overføre penge. Historien får mig dog til at reflektere lidt. En ung pige fra et tidligere østland. Jeg har meget at tilbyde sådan en pige. Et godt udgangspunkt for et master slavinde forhold.
Jeg målretter min søgning på det internationale site. Lad os se, hvad Polen ellers har at byde på.
Utroligt - der er faktisk tre guldmedlemmer, som alle er purunge piger, der har behov for en Daddy. En af dem er hende, som jeg kender. De to andre ser jeg først nu.
Verden vil bedrages og det bliver den virkelig også.
Så er det jeg pludselig tænker. Hvis man kan sætte "lillepige" slavinde personligheden i system i en sådan grad, at den kan finansiere flere guldmedlemsskaber, så må der være mange daddies derude. Jeg tror ikke de er dummere end mig, jeg tror ikke at de er mindre skeptiske end mig. Jeg mærkede tydeligt på min egen krop hvor meget jeg ønskede hun skulle være ægte. Jeg tror nogle daddies savner drømmen så meget, at de betaler simpelthen bare for at blive i troen.
Drømmen er altså ikke min alene. Gør det den til en dårligere drøm? Nej, det gør den vel til en eviggyldig og menneskelig drøm.
Så er der altså alligevel en morale i historien.
