Fornuften og smerten
Jeg vågner med vækkeuret. Jeg føler ikke, som jeg ellers ofte gør, at jeg har været nærvågen tidligere på natten. Ikke så underligt for jeg har her klokken nul fem tredive kun sovet fire og en halv time.
Jeg trykker på slumreknappen og vender mig. Ved min side ligger den mindste, der med sine elleve år fylder godt op på pladsen mellem min kone og jeg. Han ligger der i en slags kompensation for at hans forældre ikke var der til at putte godnat. Det klarede storebror, mens mor og far var ude.
Jeg tænker på vores aften i går. Jeg tænker på det meget specielle rum, det meget specielle sted og den meget specielle aktivitet vi var en del af.
Øjeblikkeligt derefter mærker jeg smerten. Den følger med tanken om hende. Det er længe siden nu, men smerten er der stadig. Den har ændret karakter til en dump vedvarende smerte. Tilpas dæmpet til jeg kan leve, men tilpas virkelig til at formørke mit sind.
Hvorfor indtager hun denne plads i mine tanker? Det skyldes nok, at vi sluttede lige der, hvor håbet var højest, hvor drømmen var næsten en realitet. Aldrig kom dagligdagens trivialiteter mellem os, kun den uspolerede drøm resterer. Den kom ikke af ingenting for hun var perfekt til mig og havde det været i dag, så ville jeg også have været perfekt for hende.
Jeg rejser mig, medbringer vækkeuret på badeværelset, inaktiverer det, gør mig klar til morgenbadet.
Den sædvanlige rutine, men i dag er fantasierne meget virkelige. Jeg fryder mig over min egen kone. Igen har jeg bevist, at jeg læser hende som en åben bog.
Jeg ignorerede hendes tiltagende stramhed, jeg undskyldte for mig selv hendes opførsel med det stressende i situationen. Møde med en fremmed, et fremmed sted, en hverdags aften, ingen barnepige, to lømler, som selv må gå i seng. Forståeligt at hendes moderhjerte fik samvittighedskvalerne frem. Forståeligt, at det ikke var den rendyrkede liderlighed, som dominerede billedet inden vi tog af sted.
Jeg var tålmodig og bar over med hendes bekymringer. Jeg havde faktisk selv været lidt betænkelig ved at bringe hende midt ind i hjertet af Nørrebro på en dag, hvor bandepakken netop var lanceret. I sidste uge blev en revisor skudt fordi han skulle finde en parkeringsplads. Skulle det nu være en familiefar eller hans kone, som fik kuglen mens de var på vej til en SM-seance? I et grotesk øjeblik slog tanken ned i mig: "hvad hvis en af os dør?". Hvis det var mig ville jeg få fred for smerten, hvis det var hende…
Ingen faldt for kugleregn. Vi kom ind i opgangen og op til lejligheden. Et mærkværdigt sted. Et enkelt værelse med en kæmpe fyrretræsseng omgivet af solide stolper, hvorpå der hang kæder og karabinhager. Rubinrøde vægge, sort trækors, rustikke spejle, et sort metalbur. Aldrig før havde vi sammen været der. Hun var overrasket, nervøs og lettet. Jeg havde holdt ord. Der var ikke andre tilstede, nu ventede vi bare på en enkelt herre.
Han ankom til tiden. Han kendte hende, men hun ikke ham. Sidst han tog hende bar hun blindfold. Mit fokus var dominans og sex.
Hun er ikke masochist og han ikke sadist. Jeg var i instruktørens rolle. Hun rystede på sine ben, mens hun tappert hilste kun iklædt højhælede sko og selvsiddende sorte nylonstrømper. "Vær sød ved ham, giv ham hvad han ønsker". Min stemme var rolig, klar og tydelig. Fra min tilbagelænede plads i den sorte lædersofa betragtede jeg deres kejtede indledning.
Han genvandt hurtigst fatningen og begyndte at inspicere hende.
Lidt senere lå hun på sengen med spredte ben og fik slikket sit skød. Hendes øjne var halvt lukkede, hendes kinder røde, hendes åndedræt hurtigt og dybt. Det var på tide, at jeg blandede mig i deres leg.
Jeg havde et bestemt sigte, et præcist mål. Dobbelt indtrængen. Prøvet enkelte gange før, men aldrig til fuld tilfredsstillelse. Hun har rykket sig, er blevet bedre til at tage mænd på alle måder. Tiden var inde til et konsekvent forsøg.
Hun lå over mig i en omfavnelse. Jeg kunne umuligt være mere hård. Han var et godt valg. Vant til spillet, ukompliceret og med fuld forståelse for sin rolle. Han trængte ind og tog hende skånselsløst. Vi blev presset sammen i vores omfavnelse og med hendes mund ved mit øre kunne jeg både mærke og høre hendes ophidselse. I det intense øjeblik frydede jeg mig over den vulgaritet, som hun kunne udtrykke. Præcist det udtryk, som jeg søger efter. Beviset på den uhæmmede liderlighed bag den hæmmede facade.
Vi sidder ved morgenkaffen. Snart skal jeg gå. Hun kommer ind på aftenens oplevelse. "Det er svært at sige for mig", hun rømmer sig lidt, ser ned i bordet, rækker sin hånd over til min. "Det var en dejlig oplevelse i går" får hun endelig sagt. Jeg smiler "selvfølgelig, jeg kender dig jo, jeg ved hvad du godt kan lide".
Jeg sætter i opvaskemaskinen. Klokken er nul syv tyve. Jeg har lige tid til fem minutter med Kafka på toilettet. Metamorfose, jeg læser videre på den groteske historie om sælgeren Gregor, der er blevet omdannet til et insekt, et skadedyr alt efter hvordan man oversætter den tyske tekst. Jeg får den tanke, at jeg selv burde være et insekt. Et utaknemmeligt skadedyr.
På cyklen får den kolde østenvind mig til at fokusere mine tanker. Smerten er der endnu. Den vil være der uanset om jeg er alene eller om jeg er med familien. Dette faktum fik mig til at tage beslutningen om at glemme skilsmissen.
Der kan ikke argumenteres imod det fornuftige i at blive sammen med familien!
Fornuften og smerten, to hyggelige følgesvende.
