Et anstrengt smil
Jeg forsøger at lave mine smileøvelser, men jeg må indrømme, at smilet for tiden ikke når helt op til øjnene. For et par uger siden virkede det ellers simpelt, lidt ansigtsmuskelgymnastik og jeg lignede en fornøjet fyr på vej gennem byen.
Hver morgen har jeg i øjeblikket deja-vu, blot ser jeg tingene fra den anden side. Jeg husker fornemmelsen af stilhed, at se hende ligge afslappet og sove. "Hvad er det egentlig du vil?" var mit spørgsmål til mig selv. Hvorfor presse sig selv til at sige jeg ville skilles. Hvorfor ikke bare nyde stilheden og den nærhed, som altid har været mellem os?
Igen er der stille, en sommermorgen med fuglesang og lavtstående morgensol. Hun sover roligt, få lyde høres i huset. Det ville være så let. "Skal vi prøve at finde ud af det sammen alligevel?".
Måske hun ville afvise mig kategorisk, men alene det ville tage en byrde fra mine skuldre.
Jeg kan mærke hendes tristhed. Vi havde en kort meningsudveksling før jeg tog hjemmefra.
"vi har intet sammen mere, jeg bor her bare". Hun har ret, det er sådan det er. Vi venter og så er det vel ikke så mærkeligt, at hun er indestængt.
På cykelturen kom tanken igen. "Findes der en løsning, så vi kan blive sammen?"
Jeg ville lyve, hvis jeg påstod, at det ikke gør ondt inden i.
Pludselig huskede jeg et sætningsfragment, som jeg har fra mine buddhismestudier for et par måneder siden.
"For den, der har truffet en egentlig eksistentiel beslutning, er ingen pris og intet afsavn i den konkrete verden for stort".
Ja, det er sådan det er. På livets tog er der ikke plads til gratister.
Kære Mr Grey
29. jul 2009 11:10Når jeg tænker tilbage på egen skilsmisse, var perioden fra beslutningen var endelig og til at vi reelt blev adskilt, det værste jeg nogensinde har oplevet.
Når I fysisk oplever adskillelsen vil det være slemt - men intet at regne imod det I gennemgår lige nu. Det ER hæsligt og man er næsten villig til alt for at få det til at "forsvinde"..
Jeg føler med C fordi hun er den "forsmåede" part, men jeg er ikke i tvivl om at det er ulideligt også for dig.
Mange tanker til jer begge...
Kære trine
29. jul 2009 19:56Din kommentar kom på et godt tidspunkt, jeg trængte til noget i den stil. Tak for det.
Jeg har overvejet mange forskellige måder at komme nemmere igennem på, men jeg er trods alt glad for at vi holder ud sammen indtil boligsituationen er klaret. Det giver den mindst mulige forstyrrelse for ungerne mens det står på.
Mange hilsner
Grey
Kære Grey
30. jul 2009 10:51Jeg kan kun tilslutte mig Trines ord. Også jeg oplevede at den sværeste tid, var da beslutningen var taget, men ikke kunne gennemføres grundet praktiske årsager. Jeg stod ikke distancen, og endte med at købe en bolig jeg kun boede i omkring ni måneder, hvorefter jeg flyttede hen til det sted, jeg derefter boede i i 5 år. Jeg havde heller ikke børn at tage hensyn til, så...
Dét der skete da jeg endelig slap væk, var at jeg brød fuldstændig sammen. En nødvendig fase, hvorfra jeg kunne bygge mig selv op igen. Ikke at jeg siger, at det vil ske for dig, men det var nødvendigt for mig. Min skilsmisse var lykkelig, forstået at den var nødvendig, så jeg atter kunne føle fuldt, leve fuldt og finde hjem... nødvendig frisættende smerte... hvorfra en større og større tilstedeværelse fulgte...
Jeg sender dig tanker...
Freja
Kære Freja
31. jul 2009 15:49Også tak til dig for at dele dine erfaringer med mig. Jeg kan godt mærke en underliggende usikkerhed på det hele, men samtidig indser jeg det bydende nødvendige i at holde ud.
Det svinger også en del. dagen i dag begyndte vel egentligt dårligt, men i løbet af dagen er troen på det hele kommet tilbage.
Jeg ønsker dig en god weekend
Hilsen
Grey